2025 har startet dyrt for danske elforbrugere. Efter en periode med mere overkommelige elpriser i 2024 er vores elpriser nu på himmelflugt igen. Især februar var præget af markante stigninger, og gennemsnitsprisen for el har i de første to måneder af året ligget på omkring 80 øre per kWh. Det gør begyndelsen af 2025 til en af de dyreste perioder i nyere tid, kun overgået af energikrisen i 2022 og 2023.
Årsagen til de høje elpriser skal primært findes i de europæiske gaslagre, som er på et lavt niveau. Det betyder, at der er blevet brugt dyrere energikilder som naturgas til at dække elbehovet, da sol- og vindproduktionen ikke har været tilstrækkelig. Det skaber store udsving i priserne, og danskerne har i 2025 allerede oplevet, at elprisen har ramt 1 krone eller mere op mod hver fjerde time.
– Vi ser en tydelig tendens til, at volatiliteten på elmarkedet er steget. Forbrugerne kan opleve store udsving i priserne, og det gør det ekstra vigtigt at være opmærksom på, hvornår på døgnet man bruger mest strøm, udtaler Mads Brøgger, direktør i Norlys energiforretning.
Artiklen fortsætter efter annoncen

