×
Ultrabooks

HP Spectre Folio

HP Spectre Folio er en spændende computer, der bare er lidt for dyr

En bærbar er ikke længere bare en kedelig flad kasse der kan klappes op. Flere og flere producenter eksperimenterer med forskellige formfaktorer på deres bærbare. Især ultrabook kategorien er i rivende udvikling, og nu er HP altså klar til med en bærbar – pakket helt ind i læder: HP Spectre Folio.

Design der vækker opsigt

Om man kan lide læderdesignet er naturligvis en smagssag. Personligt synes jeg faktisk, det er helt pænt og det giver en følelse af luksus – og så er det bare behageligt at røre ved. Generelt er byggekvaliteten også helt i top, og man kan mærke at det virkelig er kram, HP har lavet.

Gode farver men mangler lysstyrke

Skærmen er generelt også af fornuftig kvalitet. Opløsningen er på 1920 x 1.080 eller fuld HD, og det er rigeligt til en 13″ bærbar – der er ingen synlige pixler på skærmen, selv ikke når man ser den meget tæt på.

Farverne er levende og generelt næsten naturlige uden at blive flade. Min eneste reelle anke er på lysstyrken, som lige mangler det sidste – i solskin kan det være et problem at se hvad der foregår, ligesom der er en del genskin.

Sidst, men ikke mindst, kan jeg ikke lade være med at blive lidt irriteret over at skærmen har så store kanter – især i bunden, hvor et HP logo også “pryder” den tykke kant. Når jeg tænker på, hvordan flere andre producenter efterhånden nærmest er sluppet helt af med skærmen – for eksempel Huaweis MateBook X Pro – ja, så gør det altså, at Spectre virker lidt for kluntet. Den er faktisk ca. lige så stor i omkreds som Huaweis MateBook, men MateBook har altså en 14″ skærm. Det burde HP kunne gøre bedre.

Skærmen har, som de fleste high-end Windows bærbare, touchfunktion. Du kan både bruge fingrene og den medfølgende pen, og begge dele fungerer egentlig udmærket, selv om jeg stadig har problemer med at finde den egentlig “need-to-have” funktion for touch på en bærbar. Men har du brug for det, leverer Spectre en fornuftig oplevelse, for skærmen reagerer hurtigt og alt fungerer som det skal.

Av min processor

Processoren i Spectre Folio er (naturligvis, fristes man til at sige) en Intel hjerne. I dette tilfælde en Y-serie (8500Y i den billigste model), som er Intels lavenergiprocessor – der går lidt på kompromis med ydelsen for til gengæld at udvikle et minimum af varme – hvilket sparer på køling, hvilket igen sparer på batterilevetiden. Det betyder desværre også, at ydelsen er middelmådig.

I daglig brug tror jeg ikke det er noget, nogen vil få de store problemer med, for hvis computeren mest bruges til Word, websurfing og videoafspilning bliver det aldrig rigtigt et issue. Men jeg installerede Photoshop på den og når man åbner eller redigerer store filer, bliver det hele altså en smule trægt. Og du kan i hvert fald glemme alt om at spille 3D computerspil, så hvis du vil give den gas på CandyChrush er det fint – men Counterstrike kan du glemme på Intels UHD 615 GPU. I praksis vil jeg dog vove den påstand at det er meget få brugere der er interesseret i Spectre Folio, der vil have de behov. Men jeg kunne godt bruge en noget kraftigere processor.

Til gengæld er batterilevetiden helt i top. Jeg kan presse omkring 11 timer ud af den lille bærbare ved almindeligt brug og middel lysstyrke. Det er mere end almindeligt godt og kan snildt konkurrere med både det bedste fra Apple og de fleste andre konkurrenter.

USB-C x 3

I begge sider af Spectre Folio finder du USB-C indgange: To i højre side, en i venstre. De to i højre side er begge Thunderbolt 3 stik, mens det i venstre er en sløvere “almindelig” USB-C indgang. Jeg foretrækker klart, at man gør som Apple og bare laver samme stik overalt, for jeg synes det er irriterende, at man skal sidde og rode med at finde ud af, hvor det enkelte kabel skal i for at få den optimale hastighed. Når det er sagt er tre USB-C porte og en 3,5mm minijack port helt i orden på en bærbar i denne størrelse.

Godt tastatur men for lille touchpad

Normalt er tastaturet et af de steder, der bliver problematisk for meget tynde bærbare (bare spørg Apple) der ofte lider af en temmeligt sløj brugeroplevelse – især, hvis man skal skrive længere ting på dem. Denne anmeldelse er skrevet delvist på det lille keyboard der sidder på HP Spectre Folio, og jeg må sige at det faktisk er en helt fin oplevelse. Tasterne er måske ikke enorme, men de “klikker” tilfredsstillende, og de sidder helt rigtigt så man rammer sjældent forkert. De er også oplyste, så man kan sagtens skrive om natten.

Touchpad’en er, efter min mening, for lille. Igen sammenligner jeg med de store konkurrenter fra Apple og Huawei, som begge har større touchpads. Også de fleste ASUS, MSI og Acer modeller i samme priskategori har større touchpads, og det giver altså bare en bedre oplevelse. Når det så er sagt er der ikke en finger at sætte på kvaliteten af touchpad’en, der fungerer glimrende og er ekstremt responsiv.

Sløj lyd

En meget tynd bærbar har ofte ikke specielt imponerende lyd – eller sådan plejede det i hvert fald at være. Men med MateBook X Pro fra Huawei og de nye MacBooks er det bevist at det ikke er en naturlov, for de leverer allesammen nogenlunde lydkvalitet – og bedre end hvad man kan forvente. HP har allieret sig med ingen ringere end Bang og Olufsen. Og så er mine forventninger altså skruet godt op. Ikke desto mindre skuffer lydkvaliteten. Det virker som om, al udviklingen er gået på at lave så meget bas som muligt i det tynde kabinet, men det er på en eller anden måde gået ud over selve kvaliteten og klarheden af lyden. Det er ikke helt skidt, og kommer du fra en ældre bærbar vil du formentlig synes, det lyder godt – men har du hørt den kvalitet især Apple leverer i deres bærbare, så vil du være en smule skuffet.

I den dyre ende

Med Spectre Folio betaler du tydeligt for designet, og sammenligner du prisen på HP maskinen er det mest logisk at sammenligne med eksempelvis Apples nyeste MacBook Air, som er lidt i samme kategori – både hvad angår byggekvalitet, design – og pris. Og der er ingen tvivl om, at HP maskinen er mere interessant og skiller sig mere ud i forhold til en Air, der reelt set ligner alle andre Macs – og for den sags skyld computere. Har du brug for touchskærm og de forskellige “modes” som HP tilbyder, ja så er der jo ikke meget valg. For mig er det dog stadig mere gimmicks og nice to have end need to have – og som sådan ville jeg foretrække MacBook Air eller, alternativt, få lidt mere ydelse for de samme penge med eksempelvis Huaweis MateBook X Pro.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.