Der er endnu ikke sat dansk prisskilt på den nye Kia EV2. Alligevel er det allerede nu svært at overse, hvad der er ved at ske. For mens Kia Danmark foreløbig nøjes med at varme op til modellen og invitere interesserede danskere til at opleve bilen, er priserne allerede landet på flere europæiske markeder. Og især det tyske udspil er værd at hæfte sig ved.
I Tyskland starter Kia EV2 ved 26.600 euro, 199.00 kroner, og Kia markedsfører den samtidig til 239 euro om måneden. Det er lavere, end mange havde forventet af en helt ny elektrisk crossover fra et mærke, der ellers ikke plejer at være billigst i klassen. På det tyske marked placerer det EV2 som en reel folke-elbil snarere end endnu et håbefuldt budgetløfte.
Det interessante er ikke bare prisen – men hvad man får
Kia EV2 er mærkets mindste elbil til Europa, men den er ikke skåret ind til benet på gammeldags manér. Ifølge Kia får køberne et kompakt SUV-format, to 12,3-tommers skærme, en separat 5-tommers klimaskærm og et bagagerum på 403 liter. Kia oplyser samtidig, at bilen fås med enten et batteri på 42,2 kWh med op til 317 kilometers rækkevidde eller et større batteri på 61,0 kWh med op til 453 kilometers rækkevidde.

Det er netop her, EV2 bliver interessant. For hvis Kia kan holde en aggressiv pris i Danmark, taler vi ikke bare om en billig elbil, men om en bil, der også ser ud til at levere det, danske købere faktisk spørger efter: acceptabel rækkevidde, crossover-form, moderne kabine og et kendt mærke med stærkt forhandlernet.
Kia har bevidst valgt den billigere vej
En del af forklaringen ligger i teknikken. EV2 er bygget på E-GMP-platformen, men Kia bruger her et 400-voltsystem i stedet for den dyrere 800-voltarkitektur, som mærket blandt andet benytter i EV6. Det betyder, at EV2 ikke bliver en ladekonge, men ifølge Kia kan bilen stadig lades fra 10 til 80 procent på omkring 29 til 30 minutter ved DC-hurtigladning. Det er et tydeligt kompromis: lidt mindre wow-effekt, til gengæld en pris der kan bringes længere ned.

Og måske er det netop den prioritering, der kan gøre EV2 til et hit. For mange købere i den billigere ende af elbilmarkedet jagter ikke nødvendigvis maksimal ladeeffekt eller mest mulig prestige. De jagter en elbil, der er til at betale, og som ikke føles som et kompromis hver gang man sætter sig ind i den.
Det kan presse hele den billige elbilklasse
Hvis den danske pris ender i samme aggressive spor som i Tyskland, kan EV2 hurtigt blive en bil, der tvinger konkurrenterne til at reagere. For på papiret rammer den et felt, hvor mange mærker stadig kæmper med at få pris, udstyr og rækkevidde til at hænge ordentligt sammen. Kia forsøger nu at vise, at en kompakt el-SUV ikke behøver koste som en mellemklassebil.
Det gør EV2 langt mere interessant end endnu en “kommende elbil”, der først virker attraktiv, indtil prisen bliver offentliggjort. Her er det nærmest omvendt: Det er netop de udenlandske priser, der gør bilen spændende.
Leder du efter elbil?
Så få hjælp på iNPUTs nye sektion, Elbilguiden, hvor du kan sammenligne elbiler på tværs af mærker og klasser – og finde den model, der passer til dig. Se rækkevidde, batteristørrelse, ladehastighed, pris, bagagerum og meget mere samlet ét sted.
Følg eksempelvis dette link til at finde de billigste elbiler på markedet herhjemme. Elbilguiden er lavet til at give dig overblikket, så du kan vælge rigtigt.












