Apple rygte-sitet 9to5mac har været grundigt igennem en version af iOS 14 der – naturligvis – slet ikke skulle have været på gaden endnu. I går kunne vi fortælle om nye Apple brandede hovedtelefoner, og i dag er der endnu flere nyheder om produkter der dukker op i løbet af i år.
Ny iPhone 9
De sidste tre år har der ad flere omgange været rygter om en afløser for iPhone SE – og rygterne er taget til over de seneste måneder. Faktisk var vi – og de fleste andre tech-sites – ganske overbeviste om, at den nye telefon – kaldet iPhone 9 – ville blive lanceret d. 31. marts. Det kan dog blive forpurret på grund af coronavirussen og de mange forholdsregler man skal tage.
I hvert fald er der intet der tyder på et stort lanceringsevent i slutningen af denne måned allerede. Så enten lancerer Apple blot via en pressemeddelelse, hvilket de har gjort før, eller også venter de og holder et større event senere. Det kan være, de stadig håber at kunne afvikle WWDC i juni og lancere nye produkter der – men iPhone 9 er absolut ikke det eneste produkt, Apple har i støbeskeen.
Artiklen fortsætter efter annoncen

