Elektronik

LG laver intelligent kaffemaskine

LG Duobo ligner månelanderen, men er en intelligent kaffemaskine, der kan gøre din morgenkaffe klar allerede inden du åbner øjnene.

LG Duobo

Hatten af for LG. Koreanernes designere har tydeligvis fået frie hænder det seneste års tid. Det antyder i hvert fald en række nyheder, der blev vist frem under CES-messen i sidste uge. Først var der den retro-ikoniske CineBeam Qube-projektor, her kommer så en anden visuel overraskelse. Kaffemaskinen LG Duobo.

Som det ses på billedet ovenfor er sammenligningen med månelanderen ikke hevet ud af et sort hul. LG-designerne er nærmest stolte af det. Med rette. Duobo blev faktisk lanceret i Korea den 20. juli sidste år. En dato, der falder sammen med den første månelanding i 1969.

Duobo er en kapsel-kaffemaskine, der, som navnet antyder, har plads til to kapsler. Så kan man lave kaffe til sig selv og partneren på samme tid. Eller vælge et dobbeltskud til sig selv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

LG Duobo

Maskinen er udrustet med en 19-bars trykpumpe, og via en skærm på fronten kan man selv definere både mængden af vand og temperaturen af denne. Det kan også gøres via en medfølgende app, der ligeledes gør det muligt at indstille LG Duobo til at brygge på et forudbestemt tidspunkt.

MERE OM SAMME EMNE:

Om den kan lave god kaffe står hen i det uvisse, men anderledes, det er den i hvert fald.

At den er kommet med på CES antyder, at maskinen måske kan finde vej til vores breddegrader. Det er allerede sikkert og vist, at den skal på hylderne i USA, hvor den vil få en pris på 800 dollars – 5.500 kroner. Men herfra skal der lyde en opfordring til at få den til Norden også.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.