Vi har flere gange tidligere skrevet om det britiske motorspecialistfirma Yasa og deres revolutionerende elmotor, men nu er der kommet flere tal på, hvad motoren kan betyde for fremtidens elbiler. Yasa, der har specialiseret sig i axial-flux-motorer, har nemlig demonstreret en prototype på et komplet in-wheel-drivsystem, som kan reducere bilens samlede hardwaremasse med op til 200 kilo.
Motoren er så kompakt, så let og så kraftig, at flere af de tunge komponenter i en traditionel elbil kan elimineres. Ifølge Yasa betyder det, at man i fremtiden potentielt kan droppe både drivaksler og i visse tilfælde endda klassiske bremser, fordi motorerne selv kan levere ekstremt præcis og kraftfuld regenerativ bremsning direkte i hjulene.
En elmotor, der bryder reglerne
Yasas nye axial-flux-motor arbejder fundamentalt anderledes end de motorer, vi kender i dag. Stator og rotor ligger parallelt i stedet for omliggende, og det giver en uhørt kombination af lav vægt, høj momenttæthed og effektiv køling. Ifølge interne tal har den seneste prototype nået en effekttæthed på 59 kW per kilo, koblet med en helt ny inverter på imponerende 100 kW per kilo.
Artiklen fortsætter efter annoncen

