Elbiler

Nu kan Clever-kunder lade “gratis” hos Stella

Clever One-kunder kan nu lade gratis på Stellas 32 lynladere i København, Ballerup og Aarhus.

stella
Foto: Stella Energy

Ewii, Uno-x og nu Stella. Fra i dag får Clever One-kunder adgang til opladning på Stellas lynladere i København, Ballerup og Aarhus. Det sker som følge af et nyt samarbejde mellem ladeoperatørerne Clever og Stella, der skal sikre flere hurtige lademuligheder til elbilister i byerne.

Aftalen betyder, at Clever One-abonnenter kan benytte Stellas 32 lynladepunkter uden merbetaling. Ladestationerne vil desuden fremgå direkte i Clevers app, og Clever-kunder kan bruge både app og ladebrik på Stellas anlæg.

– Med samarbejdet gør vi det nemmere for vores kunder at finde en hurtig lader i storbyerne, hvor efterspørgslen ofte er stor, og pladsen til nye ladere er begrænset, siger Mathias Sukstorf Langkilde, ansvarlig for strategiske partnerskaber hos Clever. Han fremhæver, at tilføjelsen af Stellas lynladere giver kunderne øget fleksibilitet i både hverdagen og på længere ture.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MERE OM SAMME EMNE:

Stella, som tidligere gik under navnet ViggoEnergy, driver i dag fem ladeplaceringer i København, Ballerup og Aarhus. Selskabet har samtidig ambitioner om kraftig vækst og forventer at tredoble antallet af lynladepunkter i Danmark i løbet af 2025.

Ifølge Stella bidrager Clever-samarbejdet til, at ladestationerne i højere grad kan udnyttes hele døgnet, da privatbilister typisk lader på andre tidspunkter end Stellas primære erhvervskunder, som blandt andet tæller taxibranchen og flådeoperatører.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.