×
TeknologiTophistorie

Nu kan du hente Coronapas app’en

Coronapas app'en er helt som lovet blevet klar til download til både iPhone og Android-telefoner. Her er direkte links til app'en.

Så er den her Coronapas app’en. I marts måned blev det lovet, at den nye Coronapas app ville være klar i slutningen af maj måned, og sandelig. Finansministeriet har inviteret til pressemøde fredag klokken 12.15 for at præsentere passet officielt, men det kan allerede nu hentes ned.

Tidligere var coronapasset et digitalt dokument, der skulle hentes ned i Min Sundhed app’en, men med Coronapas app’en bliver hele processen nemmere både for dig og for de steder, der skal tjekke om passet er gyldigt. For det første opdateres passet automatisk, hvis du testes eller vaccineres. For det andet kan passets gyldighed tjekkes via en såkaldt QR-kode.

I modsætning til Kørekort app’en, der kom sidste år, skal man ikke bruge et fysisk pas for at aktivere coronapasset. Man skal dog naturligvis fortsart bruge NemID til at koble appen sammen med dataene fra sundhedstyrelsen.

Passet kan bruges, hvis man skal i biografen, på restaurant eller til koncert. På sigt er det også meningen, at det skal kunne bruges til at rejse udenlands. Der er allerede mulighed for løbende at vælge, om passet skal bruges i Danmark eller på en udlandsrejse.

Coronapas app’en kan hentes til iPhone her og til Android her.

Coronapas app’en er udviklet af Netcompany og Trifork i samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen. For at få et pas “frem” i app’en kræver det, at du enten har fået den første vaccine for mere end to uger siden, eller at du har et negativt testresultat, der er mindre end 72 timer gammelt.

Hvordan fungerer coronapas-appen?

  • Du logger ind i appen med NemID
  • Coronapas henter automatisk data fra Den Danske Mikrobiologidatabase og Det Danske Vaccinationsregister, der leverer test- og vaccinationsinformation
  • Du får vist et gyldigt coronapas med en grøn farve og en QR-kode, hvis du er vaccineret, testet negativ inden for de seneste 72 timer, eller er immun efter smitte med COVID-19
  • Dine data er sikret, for appen deler ikke information med andre om negativ test, vaccination eller immunitet
  • Du kan opleve, at kontrollører eller andre brugere af appen scanner din QR-kode. Det gør de for at sikre, at dit coronapas er gyldigt
  • Appen registrerer ikke yderligere information om dig og baserer sig udelukkende på data, der i dag fremgår i de centrale sundhedsdatabaser
  • Når du skal ud at rejse, skal du vælge en særlig visning af dit coronapas: Udlandsrejse. Her kan kontrolløren se flere detaljer for, hvorfor dit coronapas er gyldigt – dvs. om du er testet negativ, er vaccineret eller er immun efter smitte med COVID-19.
Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.