Tesla lancerer nu igen en kampagne i Danmark, hvor udvalgte versioner af Model Y og Model 3 kan finansieres med rentefrit lån i op til otte år. Kampagnen gælder fra 1. april 2026 og gælder “så længe lager haves”. Samtidig åbner Tesla for en række andre tilbud i forbindelse med påsken, hvor fokus er på at gøre det mere attraktivt at vælge elbil. Hagen er så, at du skal have mindst 54.000 kr. på kontoen for udbetalingen er ganske høj. Har du ikke det, og skal du financiere det via et banklån bliver det faktisk hurtigt dyrere end “blot” at låne alle pengene som et normalt lån. Har du til gengæld de 54.000+ kroner, ja så kan det afgjort være et godt tilbud.
Den nye kampagne handler i høj grad om at reducere de samlede omkostninger ved at eje en elbil uden nødvendigvis at sænke bilernes listepris – naturligvis i sidste ende for at sælge flere biler. Ved at fjerne renten over en lang periode bliver de månedlige ydelser lavere, hvilket kan gøre en mærkbar forskel for mange købere, forudsat altså at de har til udbetalingen i forvejen. Det er samtidig et tegn på, at konkurrencen på elbilmarkedet intensiveres, og at finansiering i stigende grad bruges som et aktivt salgsredskab.
Flere varianter og månedlige ydelser
Kampagnen omfatter flere versioner af både Model Y og Model 3 med forskellige rækkevidder og priser. En Model 3 med baghjulstræk starter fra under 2.400 kroner om måneden, mens en Model Y med lang rækkevidde ligger fra lidt over 3.000 kroner afhængigt af variant og udbetaling.
Artiklen fortsætter efter annoncen

