Der er snart endnu en kinesisk elbil på vej til Danmark – men Leapmotor B05 forsøger at skille sig ud på en lidt anden måde end mange af konkurrenterne.
Hvor markedet efterhånden er plastret til med elektriske SUV’er, går Leapmotor efter den klassiske mellemklasse. Altså den type bil, som mange danskere i årevis har købt som Golf, Focus, Astra eller i30. Praktisk, forholdsvis kompakt, men stadig rummelig nok til hverdagen.
B05 får dansk premiere efter sommerferien hos Leapmotors 44 danske forhandlere.
Op til 482 kilometer på en opladning
Leapmotor B05 måler 4,43 meter i længden, 1,88 meter i bredden og 1,52 meter i højden. Den placerer sig dermed i et segment, hvor der stadig er overraskende få elektriske hatchbacks at vælge imellem – især hvis prisen bliver skarp.
Bilen kommer med to batteristørrelser. Den mindste pakke er på 56,2 kWh og giver op til 401 kilometers rækkevidde efter WLTP. Den større udgave får et batteri på 67,1 kWh og rækker op til 482 kilometer.
Hurtigladning sker med op til 174 kW, mens forbruget oplyses fra 15,8 kWh pr. 100 kilometer. Det lyder på papiret ganske fornuftigt for en bil i denne størrelse.
Udstyr bliver våbnet
Leapmotor går tydeligvis efter at lokke kunder med meget udstyr for pengene. B05 kan blandt andet fås med 14,6 tommer infotainmentskærm, varmepumpe, 360-graders kamera, panoramaglastag, stemningsbelysning og 21 førerassistentsystemer.
Der er også gjort noget ud af komforten på bagsædet, hvor ryglænet er vinklet 27 grader. Det er den slags detaljer, der kan blive afgørende, hvis B05 skal fungere som reel familiebil og ikke bare som en billig elbil med stor skærm.
Ifølge Jonas Stausholm fra Wismo Group er målet netop at ramme de danskere, der vil have en rummelig elbil med højt udstyrsniveau i en mere tilgængelig prisklasse.
“B05 er udviklet med fokus på brugervenlig teknologi og en kombination af plads, komfort og udstyr, der giver meget bil for pengene,” siger han.
Prisen bliver afgørende
Leapmotor kalder selv B05 en udfordrer i den elektriske mellemklasse. Det kan den også blive – men kun hvis prisen følger ambitionen.
For danske bilkøbere er der allerede masser af elektriske SUV’er at vælge imellem, mens hatchback-formatet stadig er mere åbent. Rammer B05 markedet med en aggressiv pris, kan den blive interessant for dem, der ikke vil have en højbenet crossover, men heller ikke vil betale premium-priser for en elbil.
Indtil videre mangler Leapmotor dog at sætte kroner og øre på bilen. Og det er netop prisen, der afgør, om B05 bliver endnu en kinesisk elbil i mængden – eller en reel udfordrer til de etablerede mærker.








