×
ElbilerTophistorie

Nyt lovforslag skal lette livet som elbilejer

Det skal være lettere at lade elbiler op i Danmark. Transportministeren foreslår blandt andet tvungen roaming hos ladeoperatørerne.

Elbiler bliver mere og mere populære herhjemme, men ladeinfratrukturen har svært ved at følge med. Derfor oplever elbilejere i stigende grad ventetider ved ladepunkterne – et problem der bare vil blive værre i fremtiden, hvis ikke der sker noget.

Derfor fremsætter transportministeren i det nye folketingsår et lovforslag, der skal fastsætte rammerne for etablering og drift af offentligt tilgængelige ladestandere. Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Lovforslaget indebærer, at operatører af ladestandere forpligtes til at give adgang for roamingtjenester, når ladepladsen er etableret på offentlige arealer, eller når en ladeplads er etableret med tilskud fra det offentlige. Målet er, at brugere af elbiler vil få bedre adgang til et samlet netværk af ladepladser, hvor opladningen kan gennemføres til rimelige priser.

– Regeringen er ambitiøse i vores målsætning for antallet af elbiler på danske veje, og derfor er det også nødvendigt, vi kigger på rammerne for opladning. Lovforslaget vil give elbilejere bedre mulighed for at lade op hos de operatører af ladestandere, hvor ejeren af elbilen ikke selv har abonnement, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Lovforslaget er i høring frem til 16. august og forventes fremsat i den første uge af det nye folketingsår – altså i ugen efter tirsdag den 5. oktober, hvor folketinget åbner efter sommerferien. Det er ambitionen, at lovgivningen kan træde i kraft 1. januar 2022.

Lovforslaget indebærer også, at kommuner og regioner får mulighed for at tildele private virksomheder ret til at opstille ladestandere på ladepladser på offentlige arealer f.eks. i form af kantstensopladning. Det foreslås, at tildelingen af denne ret skal ske på markedsvilkår, og at planlagte nye ladepladser som hovedregel skal offentliggøres to år i forvejen.

Alene i år er knapt 8 procent af alle nye indregistrerede biler elektriske. I 2019 var det bare 2 procent. Tager man plugin-hybriderne med i beregningen, er det hele 26,8 procent af alle nye biler, der har brug for ladestandere.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.