Mobil og tablets

OnePlus 5T

OnePlus 5T er en topmodel til 3.799 kr. uden abonnement. Til prisen er det svært at finde noget, der er meget bedre.

OnePlus er “the underdog” i kampen om smartphonemarkedet. For et par år siden var de både ekstremt hypet – og lige ved at gå konkurs. Nu lancerer de en mobiltelefon, der er en stor konkurrent til de store producenter – og især Huawei og Samsung skal virkelig kigge sig over skulderen, for OnePlus 5T gør det rigtigt godt på mange måder.

Glimrende skærm i 18:9

Den største – ja, for at være ærlig, næsten den eneste virkeligt markante – forskel på OnePlus 5 og 5T er skærmen. OnePlus 5 havde en 5,5″ skærm i 16:9 – 5T har fået 6″ i 18:9. Opløsningen er nu 2160×1080, hvilket er alt nok til en 6″ skærm med mindre du har tænkt dig at køre hardcore Virtual Reality. OnePlus har brugt AMOLED teknologi, hvilket er det samme som langt de fleste producenter bruger – og det er en aldeles glimrende skærm. OnePlus hævder selv, at de har softwaretunet skærmen, så den vil stå endnu bedre i højt sollys, og så vidt jeg kan se er det lykkedes ganske udmærket. I hvert fald er det en skærm, der ikke står tilbage for konkurrenterne. Sammenligner jeg den direkte med iPhone X‘s skærm er der faktisk lige så meget knald på OnePlus skærmen – men farverne har en tendens til at være lidt mere mættede end hvad Apple skærmen leverer. Det er for så vidt ikke en katastrofe, og vil for nogen endda være en fordel. Generelt er der ikke en finger at sætte på OnePlus 5T hvad angår den nye skærm. Det er utroligt, at det er lykkedes at bygge en telefon, der koster 3.799 kr. med et display, der er så godt.

 

Næsten “ren” Android

OnePlus 5T lanceres ikke med Android Oreo (8.0), hvilket mildt sagt er overraskende, for det burde ikke være rocketscience at tilpasse den nyeste version af styresystemet – og det er over 3 måneder siden Google lancerede Oreo. OnePlus lover, at det er lige på trapperne, men i vores testudgave må vi altså nøjes med Android Nougat (7.1.1). Det er ikke som sådan en katastrofe, og OxygenOS som OnePlus kalder deres overbygning til Android fungerer rigtigt fint og er så tilpas tæt på Android i den helt rene version, at Googles vision med styresystemet bevares – og det er, for mig at se en god ting, langt hen ad vejen.

Samme processor som OnePlus 5

Hjernen i OnePlus 5T er den samme processor, som sad i forgængeren OnePlus 5. Reelt set er det fuldstændigt ligegyldigt at den ikke er blevet opgraderet, for langt de fleste vil være helt okay tilfredse med ydelsen fra Snapdragons 835 chipsæt – der er ingen problemer med hastigheden stort set ligegyldig, hvad du foretager dig på telefonen. Det har formentlig også noget at gøre med, at testmodellen jeg bruger har hele 8 GB hukommelse – med så meget hukommelse er der sjældent flaskehalse, og alle apps har hestekræfter nok. Overordnet set er 5T altså en telefon, der leverer en fantastisk ydelse.

 

So ein ding…

Undskyld, Sonne, men i dette tilfælde er det så tydeligt, at OnePlus har kigget til Apple og tænkt: Ansigtsgenkendelse er det nye sort – så det må vi også have. Men… Og her bliver det for alvor mærkeligt… OnePlus har – uden at gøre meget væsen ud af det – lavet en ansigtsgenkendelse, der faktisk virker bedre end Apples! Først må jeg indrømme at jeg troede, der var sket en fejl, og at jeg havde glemt at slå funktionen til. Men nu viser det sig, at telefonen simpelthen registrerer mit ansigt så hurtigt og simpelthen bare åbner (ikke nogen ekstra “swipe up” først) – og jeg er på startskærmen. Jeg kan simpelthen ikke blive klog på, om det er fordi OnePlus’ udgave af funktionen så er mindre sikker eller hvordan – men i hvert fald er det implementeret helt utroligt godt. Det skal dog siges, at det bliver mindre præcist når mørket falder på – her er iPhone X stadig en del mere præcist.

Og skulle man endelig ikke have tillid til det nymodens bras, kan man altid benytte sig af fingeraftrykslæseren, der sidder helt rigtigt placeret midt på bagsiden. Ja, tak, OnePlus.

Glimrende kamera

OnePlus har tidligere bevist, at de kan lave gode kameraer, og med OnePlus 5T leverer de igen et ganske fantastisk kamera – der er tilsvarende, eller endda en smule bedre end hvad OnePlus 5 kunne byde på. Billedekvaliteten er i top stort set ligegyldigt hvad du udsætter kameraet for. Autofokus er ekstremt hurtig og generelt får du en skarphed, der er helt i top – faktisk endda ofte bedre end hvad iPhone X kan levere, og den har DxOMark ellers kåret til den bedste mobil til stilbilleder nogensinde – også i “næsten” mørke og det er netop her, der er sket en lille opgradering fra 5T – objektivet der håndterer zoom har fået større lysfølsomhed, og tilsammen leverer de to kameraer bedre billeder hvis du zoomer eller skyder i halvmørke – og især hvis du gør begge dele samtidig.

 

Tryk på billederne herunder for at se eksempler taget med OnePlus 5T (Billederne er ikke redigeret på nogen måde)

Alt i alt må jeg konkludere, at kameraet på OnePlus 5T – også – leverer som et kamera på en telefon, der burde koste i hvert fald 1.000 kr. mere. Det kan måske ikke helt hamle op med de allerbedste hvis man virkelig går i detaljen, men for langt de fleste vil det være et glimrende kamera, der leverer.

Skal jeg hurtigt komme med et lille kritikpunkt er det på selfiekameraet, der leverer en middelmådig oplevelse – her mangler der detaljer og skarphed. Men det er ikke en decideret katastrofe, omend jeg virkelig godt kunne tænke mig et lidt bedre kamera også på denne side af telefonen.

 

God batterilevetid

Jeg kunne godt frygte, at de “kun” 3300mAh batteriet kan byde på ville betyde, at 5T ville få problemer med at holde en hel dag. I praksis er det dog ikke tilfældet. Efter en hel dags brug var telefonen nede på 73%! Derefter lå den i 2 dage uden at jeg rørte den – og den var på 13%. I dag har jeg så skudt billeder på den i en times tid og fiflet lidt mere med den i et par timer, og nu er den her til eftermiddag på 7%. Faktisk synes jeg nærmest, den virker til at klare sig bedre end 5’eren, hvilket ikke giver mening, når man tager den større skærm i betragtning. Men sådan føles det altså.

Næsten ligegyldigt hvordan jeg vender og drejer det må jeg sige, at 5T overrasker positivt på stort set alle fronter. Især den sidste.

 

Prisen er utrolig

I disse tider, hvor producenternes topmodeller bare slår den ene prisrekord efter den anden, og nogen (host, Apple, host) tager over 10.000 kr. for den dyreste udgave, ja så er det forfriskende at OnePlus kan bygge en ret fantastisk telefon for 3.799 kr. (4.299 kr. hvis du vil have 128GB og 8GB hukommelse i stedet for 64 og 6) Jeg kan ikke finde mange fingre at sætte på OnePlus 5T, der bygger ovenpå en telefon, der i forvejen var ret fantastisk.

Vil du have en Android telefon og har du ikke budgettet til en Samsung Note8 eller en Huawei Mate 10 Pro, ja så er OnePlus 5T en fantastisk telefon. Vi savner trådløs opladning, men det er stort set også det eneste reelle minus – udover at telefonen burde komme med Android Oreo og så et middelmådigt selfiekamera.

 

 

OnePlus 5T

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: 3.799 kr.

Det er svært at komme uden om, at OnePlus bider de store i haserne - 5T er en lækker topmodel til en pris hvor de fleste kan være med. Hvis du allerede har købt OnePlus 5 er der dog ikke så meget at ærge dig over - undtagen den større skærm.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.