NOTE TIL DENNE ANMELDELSE: Efter vi har testet OnePlus 5 er det kommet frem fra flere kilder, at OnePlus har manipuleret med testenhederne for at snyde Benchmarkprogrammer til at levere højere resultater end den reelt vil kunne levere. Vi har derfor i denne anmeldelse kun taget stilling til, hvordan telefonen føles i daglig brug, og har undladt testresultater fra vores normale testprogrammer Geekbench og Antutu.
For blot et år siden var det vel de færreste ud over os nørder, der overhovedet havde hørt om OnePlus; det vi dengang vidste var, at det var en kinesisk producent, der i første omgang slog sig op på, at det var sådan lidt omstændeligt at købe deres telefoner – noget med invitationer fra andre ejere og ting i den stil. I dag er OnePlus en fuldfed producent, der leverer telefoner som langt de fleste andre, omend med et par små forskelle. Vi har tidligere testet OnePlus 3T og var rigtigt godt tilfredse med den. Først og fremmest er det telefoner med ret hardcore specifikationer i forhold til prisen – og den nye OnePlus 5 som jeg har fået til test er et bevis på netop den tanke. Spørgsmålet er så, om telefonen kan leve op til forgængeren, som vi testede da den kom til landet for ganske få måneder siden? Lad os tage et kig på OnePlus 5.
iPhone klon?
OnePlus 5 ligner en iPhone 7 Plus stort set på en prik. Det har jeg tænkt før, når jeg har set en ny telefon, men denne gang er det så åbenlyst, at man simpelthen bare må sige, at det ikke kan være en tilfældighed. Til gengæld kan man jo hævde, at iPhone er en veldesignet og lækker telefon, så på den måde er det jo fint med en pæn telefon med et billigere prisskilt. Ikke desto mindre synes jeg helt ærligt, det er lidt sølle at lave noget, der ligger SÅ tæt op ad konkurrenten.
Artiklen fortsætter efter annoncen

