×
GadgetsTophistorie

OnePlus og Hasselblad skruer op for ambitionerne på OnePlus 10 Pro

OnePlus 10 Pro får ny ultravidvinkel-linse, RAW Plus-format og en hulens masse Hasselblad-relaterede softwareopdateringer.

OnePlus drypper i denne uge informationer om sin kommende topmodel, OnePlus 10 Pro, og i nat kom turen til kameraspecifikationerne. Selv om der er skruet gevaldigt op for ambitionerne på et punkt, hvor OnePlus typisk halter efter konkurrenterne, er der dog ingen revolutioner i sigte.

Samarbejdet med Hasselblad fortsætter og bortset fra en ny ultravidvinkel-linse er det udelukkende softwareopdateringer, der skal få kameraet op i Superligaen.

Den nye vidvinkel har et field of view på vanvittige 150 grader, hvilket svarer til omkring 5mm i 35mm-termer. Er det ikke dramatisk nok kan du kombinere med den nye fiskeøje-tilstand. Det er også muligt at tone effekten ned og tage vidvinkelskud med en fov på 110 grader.

Herunder en sammenligning mellem OnePlus 10 Pro’erens ultravidvinkel og vidvinkel i OnePlus 9 Pro. Billederne er leveret af OnePlus.

Sammenligning af ultrawide på OnePlus 9 Pro (venstre) og OnePlus 10 Pro.

Alle tre kameraer på bagsiden kan bruges med den opdaterede Hasselblad Pro Mode, der leverer RAW-format og flere håndtag at hive i. Kamereopsætningen på bagsiden består i øvrigt af en 48 megapixel hovedlinse, en 8 megapixel telelinse og så den nye 50 megapixel ultravidvinkel.

Opmærksomme læsere vil måske bemærke, at OnePlus har fjernet det sort-hvide kamera som har været ombord på de seneste topmodeller.

Hasselblad version 2

På softwaresiden har 10 Pro fået en væsentlig nyhed, nemlig RAW Plus. Ligesom Apples ProRAW-format er RAW Plus lavet, så det kombinerer fordelene ved telefonens billedbehandling og RAW-formatet.

Hasselblad-farvekorrigeringen er også blevet opgraderet. I denne udgave kombineres OnePlus egen “Billion Color Solution” med Hasselblads farveprofil. Ifølge OnePlus giver det mere udsonede overgange mellem farverne på billederne. Men det kræver altså en skærm, der kan vise de 10-bit billeder, der produceres.

OnePlus 10 Pro
Taget med 150-grader ultravidvinkel (foto: OnePlus).

Ud over kameraet har OnePlus også afsløret de overordnede specifikationer på 10 Pro. Den kommer med Snapdragon 8 Gen 1 chipset, 120 Hz skærm og 50W trådløs opladning. Alle specs kan ses på billedet nedenfor.

OnePlus 10 Pro lanceres i Kina den 11. januar og kommer til hjemlige breddegrader på et senere tidspunkt, oplyser kineserne.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.