×
GadgetsTophistorie

OnePlus Watch 2 går 100 timer mellem opladninger

OnePlus Watch 2 er genopbygget fra bunden og har "bedste batterilevetid nogensinde".

OnePlus har bekræftet sit nye smartwatch forud for den officielle lancering på Mobile World Congress i næste uge. OnePlus Watch 2 er åbenbart ikke bare en opgradering, det er en helt ny retning, siger kineserne.

Uret har blandt andet en rekordlang batterilevetid på op til 100 timer – altså mere end fire dage.

Designet på det nye ur er markant anderledes end det var på forgængeren fra 2021. Væk er det runde, bløde look til fordel for et mere maskulint udtryk. Uret har et kabinet i rustfrit stål samt en urskive i safirglas. OnePlus Watch 2 fås i de to farver Black Steel og Radiant Steel.

“Det nye smartwatch er inspireret af de karakteristiske K-formede kurver i OnePlus 12-serien og har en rund urskive, der afspejler seriens kameradekor,” skriver OnePlus.

OnePlus Watch 2
OnePlus Watch 2 i selskab med OnePlus 12.

De hævder også, at OnePlus Watch 2 kommer med branchens førende batterilevetid inden for smartwatches. Med op til 100 timers batterilevetid. Den levetid kræver dog, at uret sættes i Smart Mode og hvad det præcis indebærer, ved vi endnu ikke.

– Hos OnePlus ved vi, at smartwatches bliver en større og mere integreret del af danskernes hverdag, og med en reflekterende pause på tre år siden lanceringen af vores første smartwatch, er vi nu klar med det helt nye og forbedrede OnePlus Watch 2. Troen og tilliden til det nye flagskibsur bygger på et fundament af betydelige fremskridt i vores teknologiske økosystem og kapaciteter, ligesom det demonstrerer vores vilje til at gå fra “Flagship Killer” til “Ecosystem Builder”, siger Thor Gøtz, der er landechef for OnePlus i Danmark. 

Det nye smartwatch lanceres officielt på Mobile World Congress på mandag den 26. februar. Her vil vi forhåbentlig også få en pris på krabaten.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.