En af de store udfordringer ved vedvarende energi er opbevaring af strømmen. Hvordan skal vi få strøm i stikkontakten, hvis vinden ikke blæser? Både Frederiksberg Forsyning og tyske Volkswagen – og givetvis mange andre – arbejder på en løsning, der skal udnytte batterierne i de tusindevis – og med tiden millionvis – af elbiler der kommer til at stå i indkørsler og på parkeringspladser.
Tanken er, at de parkerede elbiler fyldes med strøm, når der er gang i vindmøller og solceller – og leverer strømmen tilbage til systemet, når det behøves. Konceptet kaldes vehicle-to-grid-services, V2G, og en af de virksomheder, der satser på ideen som et nyt forretningsområde er Volkswagen. Det fortalte firmaets chefstrateg, Michael Jost, forleden til en gruppe indbudte journalister.
– I 2025 vil vi have et lager på 350 gigawatt-timer til rådighed via vores flåde af elbiler. Mellem 2025 og 2030 vil det vokse til 1 terawatt-time. Det er mere energi end der lige nu produceres af samtlige verdens vandkraftanlæg, sagde Michael Jost ifølge Reuters.
Artiklen fortsætter efter annoncen

