Har du taget billeder af Eiffel-tårnet under en ferie i Paris? Hvis de er taget om aftenen, når lyset på tårnet er tændt, så siger Fransk lovgivning faktisk, at det er ulovligt at lægge billedet på Facebook eller andre sociale tjenester. Det skyldes, at lyset på Eiffel-tårnet anses for at være en seperat kunstnerisk installation – og det kræver tilladelse at gengive den i offentligheden.
Lyder det absurd? Det er den uhyggelige sandhed – og den kan blive en realitet her i Danmark også. For en fransk EU-parlamentariker vil stramme den såkaldte Freedom of Panorama-lov i samtlige EU-lande.

Herhjemme kan vi frit tage billeder af bygninger, hvorimod kunstværker som hovedmotiv på et billede ikke må bruges kommercielt uden tilladelse. Derfor har vi fjernet Den Lille Havfrue fra billedet ovenfor. Arvingerne til skulpturen er nemlig kendt for at være særdeles nidkære, når der kommer til indkassere penge for deres ophavsret.
Og nej, du bruger ikke dine feriebilleder kommercielt ved at lægge dem ud på Facebook, men du giver til gengæld Facebook lov til at bruge dine billeder kommercielt (sektion 9.1 i Facebooks brugeraftale) og lover, at du har rettighederne til at gøre det (sektion 5.1). Det betyder altså, at du teoretisk set kan risikere at få en regning, hvis Facebook vælger at bruge dit feriebillede i en annoncekampagne.
EU-parlamantet stemmer om stramningerne i Freedom of Panorama skal videre til EU-kommissionen torsdag den 9. juli i Strasbourg. Vi kan som EU-borgere protestere mod stramningen af Freedom of Panorama ved at underskrive denne erklæring. Det har 307.000 europæere allerede gjort.