×
Elbiler

Regeringen vil ikke støtte elbiler yderligere

Selv om Norge er et mønstereksempel på, hvordan man får udbredt elbilerne, vil Transportminister Benny Engelbrech (S) ikke kopiere de norske metoder.

I Norge går salget af elbiler endog særdeles godt. Knapt hver anden bil der blev solgt i Norge i årets første halvdel kører på elektricitet. Men det vil være alt for dyrt at kopiere de norske tiltag for at få Danmark med på vognen, siger transportminister Benny Engelbrech (S) til Politiken. Han er netop vendt hjem fra Norge, hvor han har studeret den norske elbilsatsning.

De seneste tal fra Forenede Danske Elbilister viser, at der er solgt mellem 13.000 og 15.000 elbiler i Danmark. I Norge er der, til sammenligning, solgt 240.000 elbiler, svarende til 9 procent af den samlede norske bilpark. Og selv om tallene imponerer, så kan det ikke overbevise transportministeren.

– De er nået langt i Norge, men det er frygtelig dyrt. Det har virkelig kostet mange penge. 5-6 milliarder norske kroner i afgiftstab. Formentlig er der et endnu større beløb i afledte effekter. Det er en regning, man bare må sige, ville være for høj i en dansk kontekst, siger Benny Engelbrecht til Politiken.

Han henviser i stedet til, at en kommission i øjeblikket arbejder med en helt ny afgiftsstruktur på personbiler i Danmark.

Skuffede støttepartier

Støttepartierne er ikke tilfredse med transportministerens udmelding. I det fælles forståelsespapir, der ligger til grund for den socialdemokratiske etpartiregering er målsætningen netop et stop for salg af alle nye diesel- og benzinbiler fra 2030.

– Det er lidt trist. Jeg håber, at der kommer højere ambitioner. Man er nødt til at give nogle særlige vilkår i en periode, så man som elbilejer føler, at man har nogle særlige privilegier. F.eks. vil Storebæltsbroen være interessant som gratis overfart, og gratis parkering vil være en kæmpe ting. Det samme gælder afgiftsfritagelse af strøm til elbiler, siger klimaordfører Ida Auken (R) til avisen.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.