Det ser nærmest krøllet ud, men det er meningen. BMW har specialdesignet rattet til den elektriske crossover iNext, der kommer på markedet i 2021 og formen skulle efter sigende være helt optimal til biler, hvor køreren skifter meget mellem manuel og automatiseret kørsel. Rattet vil være en del af det banebrydende kabinedesign, som vil være en del af iNext. En bil, der skal være BMW’s teknologiske flagskib.
Den tyske bilproducent hævder i en pressemeddelelse, at det racerinspirerede rat vil give et bedre overblik over bilens instrumenter. Den flade top og bund er også designet til at gøre det nemmere at skifte mellem køremetoder, forklarer BMW i pressemeddelelsen:
”Fordelen ved denne geometriske form kommer specielt til udtryk, når der skiftes fra meget automatiseret til aktiv kørsel. Sammenlignet med en cirkulær form gør denne det meget lettere at bedømme styrevinklen, baseret på rattets position. I det øjeblik føreren tager kontrollen over køretøjet, kan den aktuelle styrevinkel hurtigt registreres – både visuelt og ved berøring,” skriver BMW.
Artiklen fortsætter efter annoncen

