Hvis du går rundt og drømmer om at synge karaoke sammen med vovse, har Samsung løsningen. Sammen med en hundeekspert og musikproduceren, Anders Bagge, har Samsung produceret karaoke-sange skræddersyet til hunde. Musikken er komponeret til at stimulere hunde til at synge med, så “hunde og mennesker sammen kan nyde godt af fremtidens tv-underholdning”, skriver Samsung i en pressemeddelse.
En hundeekspert har hjulpet Samsung med at identificere, hvad der fanger hundes interesse og stimulerer dem til at “synge”. Til udvikling af musikken, er der arbejdet med instrumenter, der udløser hundenes genetiske arv om at kommunikere og interagere med deres flok ved at hyle sammen.
– Saxofon, harmonika, hundelyde og sirener er eksempler på lyde, der ofte fanger hundes interesse og får dem til at synge med. At hyle sammen er en aktivitet, der skaber kontakt og styrker samhørigheden i en flok. Ved at synge sammen med vores hunde skaber vi en vidunderlig følelse af samhørighed, hvor hunden bliver involveret og får sin egen rolle – en fantastisk måde at have det sjovt sammen, siger Kicki Fellstenius, ekspert i hundepsykologi og adfærd.
Artiklen fortsætter efter annoncen

