×
ElbilerTophistorie

Smugkig på den nye Kia Niro

De første glimt af den helt nye Kia Niro er blevet afsløret forud for Seoul Mobility Show 2021. Bilen vises frem på torsdag.

Den elektriske Kia Niro har i årevis været en af de mest populære elbiler herhjemme og nu gør Kia klar til at præsentere en ny udgave. Den vises frem torsdag den 25. november under Seoul Mobilty Show 2021, men i dag har Kia afsløret de første teaser-billeder af bilen.

Lige som Kia Concept EV9, der blev vist frem i sidste uge, er den nye Kia Niro redesignet under designfilosofien Opposites United, der henter inspiration fra naturen. Den vil være en nedtonet udgave af den Habaniro-konceptbil, der blev vist frem i 2019, fortæller Kia. Således er forlygterne på den nye Niro tydeligvis fuldstændig identiske med Habaniro.

Teaser-billederne afslører også, at den ny Niro har hentet inspiration til kabinen i EV6. Rattet er nærmest identisk og instrumentpanelet ligeså. Kia fortæller selv om designet:

“Den stilfulde og dristige crossover inkarnerer Habaniros eventyrlystne attitude med et rent og højteknologisk to-farvet eksteriør. Inde i kabinen kombinerer det utraditionelle asymmetriske instrumentbræt vandrette og diagonale former for at realisere Opposites United-designelementer med sin modige, praktiske og miljøvenlige konstruktion”.

Kia Hibaniro
Kias Habaniro-koncept fra 2019.

Kia håber at den nye Niro vil appellere til “den bevidste forbruger, der forbinder en moderne livsstil med bæredygtighed”. Lige som den nuværende Niro vil modellen komme som både hybrid, plugin-hybrid og ren elektrisk udgave. På grund af dette er den nye Niro ikke bygget oven på E-GMP platformen lige som EV6 og EV9.

Kia har endnu ikke sluppet nogen informationer om bilens specifikationer – batteri, rækkevide, motorer – men vi får forhåbentlig mere at vice på torsdag, når bilen præsenteres officielt. Den nye Kia Niro skal konkurrere mod modeller som Peugeot 3008, Citroën C4 og Opel Mokka, så vi gætter på en WLTP-rækkevidde mellem 300-400 kilometer.

Her er de billeder som Kia har offentliggjort i dag (klik for større):

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.