Det er efterhånden fire år siden hollandske Lightyear viste den første prototype på deres soldrevne elbil, Lightyear One, men nu er der indgået produktionsaftale. Det bliver finske Valmet Automotive – en kontraktfabrikant, der tidligere har bygget biler til mærker som Saab, Porsche, Ford og Opel – der skal lave solcellebilen. Produktionen går i gang i starten af 2022.
– Vi er meget glade for at have fundet en produktionspartner til at bygge denne eksklusive model, siger Lightyears CEO og medstifter Lex Hoefssloot i en pressemeddelelse.
Ifølge den aftale, der er indgået, bliver de første modeller bygget i starten af 2022, men først i midten af året vil de planlagte 1.000 modeller begynde at blive leveret til kunderne. Lightyear har også planer om en anden model, der vil være konstrueret til masseproduktion.
Artiklen fortsætter efter annoncen

