CES 2026: Sony er for alvor trådt ind i bilverdenen – og nu udvider techgiganten sit elbilunivers. På tærsklen til årets CES-messe har Sony Honda Mobility afsløret en SUV-udgave af Afeela, den elbil som allerede er på vej i produktion som sedan. SUV’en ventes sat til salg i 2028.
Hvor sedanen Afeela 1 er lav og strømlinet, er den nye model bygget som en crossover/SUV. Men bortset fra den ekstra frihøjde er forskellene svære at få øje på. Designet er bevidst afdæmpet og teknologisk – næsten anonymt – præcis som Sony tidligere har vist det. Ifølge Sony handler det ikke om karrosseriformen, men om oplevelsen.
– Den måde, vi kombinerer forskellige teknologier for at skabe en helt ny mobilitetsoplevelse, er ikke begrænset til én type bil, siger topchef Yasuhide Mizuno fra Sony Honda Mobility.

Fra gadget-showcase til rigtig bil
Sonys bilambitioner begyndte tilbage i 2020, da selskabet viste Vision-S-konceptet på CES. Dengang blev bilen mest opfattet som en rullende udstillingsmontre for sensorer, skærme og infotainment. Men elbilboomet ændrede planerne.

I 2022 dannede Sony et joint venture med Honda, og resultatet er Afeela 1 – den første serieproducerede elbil fra samarbejdet. Produktionen er allerede i gang, og de første leveringer forventes senere i år, med Japan på planen i 2027.
AI i førersædet
SUV-afsløringen var dog ikke det mest opsigtsvækkende. Sony lagde langt mere vægt på kunstig intelligens. Afeela-platformen skal bruge avancerede såkaldte vision-language-modeller til at gøre førerassistentsystemerne mere selvkørende – i nogle situationer helt fra punkt A til B.
Ambitionen er klar: færre opgaver bag rattet og mere fokus på komfort, afslapning og underholdning i kabinen. Sony beskriver fremtidens Afeela som et “driver-less environment”, hvor bilen bliver et kreativt og digitalt rum frem for blot et transportmiddel.
AI’en i bilen bygger på teknologi fra OpenAI via Microsoft og skal kunne føre naturlige samtaler med føreren, tilpasse oplevelsen og styre funktioner i bilen – dog med løfter om, at privatliv og data bliver behandlet forsigtigt.
PlayStation på fire hjul
Det er svært at overse, at Sony først og fremmest er et underholdningsfirma. Afeela får indbygget PlayStation Remote Play, så du kan spille dine eksisterende PlayStation-spil i bilen via streaming, hvis forbindelsen er god nok. Gran Turismo-universet lever videre i kabinen med lyde, temaer og grafik, og der loves også plads til tredjepartsapps via Android-baserede værktøjer.

Alt drives af Qualcomms Snapdragon Digital Chassis, som er rygraden i bilens digitale platform.
Dyr teknologi i hård konkurrence
Afeela 1 sedanen kan allerede bestilles i Californien til en startpris på cirka 90.000 dollar. Det placerer den i direkte konkurrence med luksus-elbiler som Lucid Air og Porsche Taycan – og SUV-markedet i samme prisklasse er endnu mere benhårdt.
SUV-versionen er stadig nogle år væk, og 2028 er lang tid i en elbilverden, der udvikler sig ekstremt hurtigt. Spørgsmålet er derfor, om Sonys teknologiske styrker og underholdningsunivers er nok til at skille sig ud, når bilen endelig rammer markedet.
Sony vil tydeligvis ikke bare bygge en bil. De vil gentænke, hvad en bil skal bruges til. Om forbrugerne er klar til det – og villige til at betale prisen – er det store åbne spørgsmål.











