Suzuki benytter årets Auto Expo biludstilling i Indien til at præsentere konceptbilen eVX, der giver det første indtryk af en helt ny Suzuki elbil. En 100 procent elektrisk SUV, der skal køre på vejene i 2025. I første omgang i Indien og Europa. Det fortæller selskabet i en pressemeddelelse.
Suzuki eVX ligger sig størrelsesmæssigt i samme klasse som Suzukis familie SUV S-Cross. Bilen har en længde på 4,3 meter, en bredde på 1,8 meter og en højde på 1,6 meter. Suzuki oplyser, at den udstyres med et batteri med en kapacitet på 60 kWh. Det vil give modellen en rækkevidde på omkring 400 kilometer.
Ved pressepræsentationen på Auto Expo udtalte Suzukis præsident Toshihiro Suzuki blandt andet, at han længe havde glædet sig til at afsløre Suzukis første globale elbil, og at Suzuki også fremover vil “introducere mange initiativer, der er med til at reducere udledningen af drivhusgasser”.
Artiklen fortsætter efter annoncen




