Forbrugerne står ofte alene, når de bliver udsat for digital svindel, men det kan snart ændre sig. Forbrugerrådet Tænk foreslår, at store techplatforme som Facebook og Google skal tage ansvar og kompensere forbrugere, der bliver snydt via deres tjenester. Det er en del af et nyt udspil med 20 konkrete forslag, der skal skabe en tryggere digital hverdag.
Bliver du ramt af svindel på sociale medier, står du i dag ofte tilbage med tabet eller afhængig af din bank for erstatning. Med Forbrugerrådet Tænks forslag vil ansvaret flytte sig til platformene, der tjener penge på de annoncer, som ofte er årsagen til svindlen. Det kan give dig som forbruger bedre muligheder for at få erstatning uden at skulle kæmpe mod både svindlere og banker.
– Som forbrugere bør vi kunne stole på, at platforme som Facebook tager ansvar for de annoncer, de viser. Når svindel sker, er det rimeligt, at de kompenserer de ramte forbrugere, siger Winni Grosbøll, direktør i Forbrugerrådet Tænk.
Artiklen fortsætter efter annoncen

