Tusindvis af danskeres private SMS-beskeder er i månedsvis blevet læst af medarbejdere hos landets største teleselskaber. Det afslører Ingeniøren, der har gravet i interne dokumenter, mails og interviews. Formålet var at bekæmpe SMS-svindel – men midlet var et direkte brud med danskernes grundlovssikrede meddelelseshemmelighed.
– Det er helt galt, at de har personer inde over for at læse SMS’erne. Det må man sgu ikke, det er no go, siger Lars Dittmann, professor ved DTU Elektro og sagkyndig i Teleklagenævnet.
Hos Ingeniøren fortæller flere kilder, at medarbejdere i TDC, 3, Telenor og Norlys siden foråret har haft adgang til at læse i indholdet af danskernes beskeder – noget, der normalt kræver dommerkendelse og kun er forbeholdt politiet eller efterretningstjenester.
Artiklen fortsætter efter annoncen

