TEST: Kenwood My Pizzaria ligner en UFO, men pizzaerne er svære at kritisere

400 grader gør en reel forskel

Problemet med at bage pizza i en almindelig ovn er sjældent opskriften. Det er temperaturen. En typisk køkkenovn topper omkring 250-275 grader, mens pizza har det langt bedre ved væsentligt højere temperaturer. Kenwood lover op til 400 grader i My Pizzeria, hvor en keramisk pizzasten på 30 centimeter får varme nedefra, mens et varmelegeme over pizzaen sørger for overvarmen. Det kan smages.

Bunden får langt hurtigere farve og struktur end i en almindelig køkkenovn, kanten hæver flot, og osten og toppingen når at blive tilberedt, inden dejen bliver tør og kedelig. Det er ikke det samme som at have en professionel napolitansk pizzaovn stående i køkkenet, men forskellen i forhold til en pizza fra en almindelig ovn er stor. Og vigtigst af alt har resultaterne været konsistente gennem testperioden.

Hurtigere pizza – men ikke nødvendigvis på tre minutter

Kenwood markedsfører My Pizzeria med pizza på omkring tre minutter. Det kan bestemt lade sig gøre med den rigtige dej, temperatur og mængde fyld, men der er ingen grund til at stirre sig blind på stopuret. Jeg fandt typisk lidt over tre minutter som et godt niveau.

Det interessante er i virkeligheden ikke, om pizzaen tager tre eller fire minutter. Det er, at den bliver markant bedre end det, de fleste almindelige køkkenovne kan præstere – og stadig er færdig på ganske få minutter. Når først stenen er varm, er det derfor også muligt at sende pizzaer gennem ovnen i et ganske højt tempo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En mærkelig konstruktion

Til gengæld er selve konstruktionen ikke uden problemer. På en traditionel pizzaovn skubber man pizzaen ind gennem en relativt lille åbning foran. På Kenwood skal hele den store overdel løftes op som låget på et vaffeljern. Dermed forsvinder en ordentlig portion af den varme luft, man netop har brugt tid og strøm på at opbygge.

Det er svært ikke at betragte det som en grundlæggende svaghed ved designet. Problemet bliver selvfølgelig mindre, fordi den tunge pizzasten holder på meget af varmen, og fordi varmelegemerne hurtigt kommer på arbejde igen. Men når man laver flere pizzaer efter hinanden, virker løsningen unødvendigt ineffektiv.

Ironisk nok har Kenwood faktisk monteret et vindue i låget, netop så man kan kontrollere pizzaen uden at åbne ovnen og lukke varmen ud. Det hjælper en anelse under selve bagningen. Men pizzaen skal altså stadig ind og ud gennem et låg, der åbner praktisk taget hele ovnrummet.

Timeren er stort set bare et æggeur

Betjeningen kunne til gengæld næsten ikke være enklere. Der er to drejeknapper. Den ene styrer varmen, den anden tiden. Men man bør forstå, hvad sidstnævnte faktisk gør. Timeren er basalt set et mekanisk æggeur, der sidder fast på pizzaovnen. Den har ingen egentlig forbindelse til varmelegemerne og slukker ikke ovnen, når tiden er gået. Den siger bare: Ding.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er ikke nødvendigvis et stort problem, men det føles primitivt. Især fordi man intuitivt forventer, at en timer på et elektrisk varmeapparat også styrer apparatet. Der er heller intet display, ingen temperaturvisning, ingen automatiske pizzaprogrammer eller andre elektroniske hjælpemidler. Man drejer på varmen, venter og holder øje med pizzaen.

Til 899 kroner kan jeg faktisk godt leve med det.

Lidt øvelse gør en stor forskel

Den største læringskurve handler da heller ikke om selve ovnen. Det handler om pizzaen. Dejen må ikke være for våd, der skal ikke overdrives med fyld, og pizzaen skal kunne glide fra spaden og over på den meget varme sten uden at folde sig sammen halvvejs. Det kræver lige nogle forsøg.

Kenwood leverer delte pizzaspader i rustfrit stål med ovnen, og når teknikken først sidder der, er det ganske ligetil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kenwood fremhæver også, at My Pizzeria kan bruges til blandt andet fladbrød, quesadillas og andre småretter. Det kan den selvfølgelig. Et apparat med en varm sten og varmelegemer på begge sider behøver ikke teknisk set vide, om det bager pizza eller noget andet. Men jeg ville ikke købe den af den grund.

Dette er først og fremmest en pizzaovn, og det er som pizzaovn, den giver mening. Hvis du kun lejlighedsvis laver pizza, er der stadig tale om endnu et relativt stort køkkenapparat, der skal opbevares et sted. Laver du til gengæld jævnligt pizza selv, bliver regnestykket anderledes.

Nem at rengøre – inden for rimelighedens grænser

Den keramiske sten kan tages ud, hvilket gør vedligeholdelsen lettere. Kenwood anbefaler selv, at stenen tørres af frem for at blive gjort skinnende ren efter hver omgang. Og man skal acceptere, at en pizzasten kommer til at ligne en pizzasten. Tomatsauce, ost, mel og olie sætter deres spor. Den lyse sten er ikke lysegrå og nydelig ret længe. Det er normalt og ikke i sig selv et problem.

De høje temperaturer brænder desuden mange madrester væk, men spilder man ost eller fedt, kan der både komme røg og være behov for lidt ekstra rengøring bagefter. Til gengæld er der hverken komplicerede indsatsdele eller mekanismer, der skal skilles ad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En UFO, jeg alligevel gerne finder frem igen

Kenwood My Pizzeria er på flere områder et temmelig primitivt produkt. Timeren er i praksis bare et æggeur. Der er ingen præcis temperaturvisning. Hele låget skal løftes for at få pizzaen ind, hvilket lukker en masse varme ud. Og designet kommer næppe til at sikre Kenwood en plads på Museum of Modern Art.

Men det er svært at blive rigtig sur på den. For hver gang jeg har fundet den frem fra skabet, har slutresultatet været en god pizza. Og til 899 kroner er det svært at forlange meget mere.

Den er billig nok til, at man ikke behøver være pizzaentusiast på konkurrenceniveau, men god nok til, at resultatet ikke føles som et kompromisprodukt.

Hvis ambitionen er bedre hjemmelavet pizza uden at bruge flere tusinde kroner på en pizzaovn, er Kenwood My Pizzeria meget nem at anbefale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bare husk at rydde en hylde i skabet først.