Der findes efterhånden mange “smarte” produkter, hvor teknologien føles som noget, der er blevet tilføjet bagefter. Som en app eller en funktion ingen rigtigt har bedt om. Det er heldigvis ikke helt tilfældet med Weber Spirit Smart EPX-435R Stealth. Her virker det mere som et forsøg på at gøre en klassisk gasgrill lidt nemmere at bruge i praksis – især hvis man gerne vil have hjælp til temperaturer og tilberedning uden konstant at stå og holde øje.
Spirit-serien har længe været Webers mere tilgængelige serie i forhold til de helt store Genesis- og Summit-modeller, men EPX-435R Stealth prøver samtidig at føles mere premium end de billigere Weber Spirit-varianter. Det kan man mærke ret hurtigt, når man begynder at samle den og bruge den. Byggekvaliteten virker generelt virkelig solid. Låger, sideborde og selve konstruktionen føles stabile, og der er ikke meget ved den, som virker billigt eller løst. Den har også en tyngde, der gør, at den føles som noget, der kan stå ude i mange sæsoner uden at begynde at rasle eller føles træt.
Det første man lægger mærke til, er naturligvis designet. “Stealth”-delen betyder, at grillen er holdt i mørke farver med sorte detaljer næsten hele vejen rundt. Det ser generelt ret godt ud og giver grillen et mere eksklusivt udtryk end mange traditionelle gasgrills. Jeg er dog ikke helt solgt på de røde detaljer. Weber bruger dem som en slags kontrastfarve flere steder, og det giver lidt en gaming-agtig vibe, som jeg ikke synes passer perfekt til resten af designet. Det er ikke noget, der ødelægger oplevelsen, men grillen ville efter min mening stå endnu skarpere, hvis den var holdt mere konsekvent i sort og stål.
Artiklen fortsætter efter annoncen


