Mova er ikke ligefrem det første navn, man tænker på, når snakken falder på espresso. Robotstøvsugere? Jo. Kaffemaskiner? Ikke helt endnu. Men med S20 Pro forsøger mærket at møve sig direkte ind på køkkenbordet hos dem, der gerne vil lege hjemmebarista uden at betale Sage-, De’Longhi- eller La Marzocco-penge.
Og lad os bare tage den med det samme: Mova S20 Pro er ikke en luksusmaskine. Den føles heller ikke som en. Men den kan noget, som er langt vigtigere: Den kan lave god kaffe.
Ikke for kapsel-folket
Mova S20 Pro er en semiautomatisk espressomaskine med indbygget kværn, portafilter og dampdyse. Den er altså ikke for dem, der vil trykke på én knap og få en cappuccino uden at tænke mere over det. Her skal du stadig kværne, dosere, tampe, brygge og skumme. Til gengæld får du også langt mere kontrol. Du kan justere temperatur, arbejde med enkelt- og dobbeltshot, bruge forudindstillinger og nørde dig frem til en espresso, der faktisk smager af mere end bare “stærk kaffe”.
Mova fremhæver selv, at maskinen kan brygge og skumme mælk samtidig takket være separate systemer til de to opgaver, og netop det er en af de ting, der gør S20 Pro mere seriøs end prisen antyder.
Det kræver bare lidt tålmodighed. Den første kop bliver næppe den bedste. Den femte er bedre. Den tiende begynder at ligne noget, man gider servere for andre end sig selv.
Kaffen: Her rammer Mova plet
Det vigtigste spørgsmål er selvfølgelig, om S20 Pro kan lave en ordentlig espresso. Svaret er ja – med det forbehold, at resultatet afhænger af bønner, kværnindstilling og hvor meget du gider justere. Når den rammer rigtigt, får du en espresso med god krop, fornuftig crema og nok dybde til, at maskinen føles som mere end bare en smart køkkenmaskine med portafilter på fronten. Den gør ikke arbejdet for dig, men den giver dig værktøjerne til at komme et pænt stykke vej.
Det er også her, Mova S20 Pro begynder at give mening. Ikke fordi den er perfekt, men fordi den flytter forventningen til, hvad man kan få i denne prisklasse.
Kværnen er god – men ikke magisk
Den indbyggede kværn er en af de store grunde til, at S20 Pro virker som en samlet pakke. Du slipper for at købe en separat kværn, og for mange vil det være forskellen på at komme i gang eller lade projekt “hjemmebarista” dø i indkøbskurven. Kværnen gør et fint stykke arbejde til almindelig hjemmebrug. Den giver nok fleksibilitet til, at du kan ramme forskellige bønner og justere ekstraktionen, men den er ikke på niveau med en god separat kværn. Det mærkes især, hvis du er typen, der jagter millimeterpræcision og vil justere hver eneste lille detalje.
Mælkeskum – absolut muligt, men …
Hvis du drikker espresso, er Mova S20 Pro stærk. Hvis du drikker cappuccino og flat white, bliver billedet lidt mere blandet. Dampkraften er absolut brugbar, og det er en stor fordel, at maskinen via dual-boiler kan håndtere brygning og mælkeskumning samtidig. Men steam wand’en er ikke maskinens mest elegante del. Den er kort, og det gør arbejdet med mælkekanden mere bøvlet, end det behøver at være.
Det betyder ikke, at du ikke kan lave godt mælkeskum. Det kan du godt og når det lykkes, er resultatet fint. Blank mikroskum er inden for rækkevidde, men du skal arbejde for det. Mova giver dig ikke barista-evnerne gratis med i kassen.
Overraskende nem, men stadig en rigtig maskine
Mova har ramt en god balance mellem hjælp og kontrol. Maskinen kan guide dig et stykke af vejen med forudindstillinger, men den skjuler ikke, at espresso er håndværk. Det er faktisk en styrke. Den føles mindre skræmmende end mange klassiske semiautomatiske maskiner, fordi den samler kværn, brygning og damp i ét kompakt setup. Samtidig giver den dig nok knapper og muligheder til, at du ikke føler dig låst fast.
Mova S20 Pro er nem nok til begynderen, men ikke så nem, at den bliver idiot-sikker. Du skal ville det lidt.
Byggekvaliteten er den store spareøvelse
Her kommer maskinens største kompromis. Mova S20 Pro kan se ganske seriøs ud på billeder, men i hænderne afslører den hurtigt, hvor pengene er sparet. Der er meget plastik. Det betyder ikke nødvendigvis, at den går i stykker i morgen. Men den føles ikke som en tung, dyr maskine, du arver videre til næste generation.
Og ja, det kan mærkes. Hver gang du klikker portafilteret på plads, hver gang du rører ved drypbakken, og hver gang du flytter lidt rundt på maskinen, bliver du mindet om, at Mova har brugt pengene på funktioner frem for finish. Det er ikke nødvendigvis forkert prioriteret. Men det er værd at vide.
Rengøring og hverdagsbrug
I daglig brug er S20 Pro kompakt nok til almindelige køkkener og tilpas samlet til, at den ikke overtager hele køkkenbordet. Den passer godt til en lille husstand eller til dig, der laver et par espressoer og mælkedrikke om dagen.
Rengøringen er til at håndtere, men heller ikke noget, Mova har gjort specielt lækkert. Backflush-rengøring ikke er tilgængelig på maskinen, så vedligehold skal klares manuelt. Det er ikke en katastrofe, men det trækker lidt ned, hvis man håber på en maskine, der gør alt pænt og pædagogisk for en. Det er generelt historien om S20 Pro: Den giver dig meget, men du skal selv tage ansvar for resten.
Den brygger bedre, end den føles
Mova S20 Pro er en af den slags maskiner, der er nem at kritisere på detaljerne, men svær at afvise som samlet køb. Materialerne er for billige. Steam wand’en er for kort. Kværnen kunne være mere præcis. Rengøringen kunne være mere elegant.
Men den laver god kaffe. Den giver masser af kontrol. Den har indbygget kværn. Den kan brygge og skumme mælk samtidig. Og den gør alt dette til en pris, hvor konkurrenterne ofte enten føles mere simple eller kræver, at du køber ekstra udstyr ved siden af. Mova S20 Pro er derfor ikke den perfekte espressomaskine. Den er den fornuftige genvej. Maskinen til dig, der gerne vil tage springet fra kapsler og fuldautomatiske kompromiser til rigtig espresso – uden at skulle pantsætte sommerferien. Den føles billigere, end den brygger. Heldigvis er det kaffen, man skal drikke.
Mova S20 Pro
Kaffekvalitet og konsistens - 82%
Kværn og justeringsmuligheder - 74%
Mælkeskum og dampkraft - 72%
Betjening og læringskurve - 80%
Byggekvalitet, rengøring og daglig brug - 62%
74%
3.199 kr.
Mova S20 Pro er en stærk “meget for pengene”-maskine: Den scorer højt på kaffen og funktionerne, men bliver holdt tilbage af materialefølelse, rengøring og enkelte praktiske kompromiser.










