Ridley Scott har prøvet det meste, men der er stadig noget særligt, når han vender tilbage til store, dystre fremtidsvisioner. Det er præcis den fornemmelse, den første trailer til The Dog Stars efterlader: en film, der ikke bare vil vise verdens ende, men også det tomrum, der kommer bagefter.
Filmen er baseret på Peter Hellers roman fra 2012 og foregår i et USA, hvor en dødelig influenzavirus har udslettet det meste af menneskeheden. I centrum står Hig, spillet af Jacob Elordi, som har skabt sig en skrøbelig hverdag sammen med den hårde overlever Bangley, spillet af Josh Brolin. Men da en mystisk radiobesked bryder stilheden, bliver Hig trukket ud på en rejse, der ser ud til at handle lige så meget om håb som om ren overlevelse.
Ikke bare endnu en katastrofefilm
Der findes masser af postapokalyptiske film. Det, der får The Dog Stars til at stikke ud allerede i traileren, er, at den virker mere sørgmodig end støjende. Ja, der er jagter, våben og sammenbrud. Men det er savnet, stilheden og længslen efter noget menneskeligt, der ser ud til at bære filmen.
Artiklen fortsætter efter annoncen

