×
GadgetsTophistorie

Unleashed: Hvad kan vi forvente?

Mandag aften løber Apples Unleashed-event af stablen. Der er nye MacBook Pro 'M1X' på menuen, men hvad kan vi ellers forvente?

Så er det i aften, det sker. Apple streamer sit Unleashed-event, der blev annonceret i sidste uge. Eventet kan ses via Apples hjemmeside eller på Youtube og vi kan alle kigge med. Med henblik på tidligere rygter og titlen på eventet, kræver det ikke meget fantasi at forestille sig, hvad hovedretten på aftenens menu vil være; nemlig nye MacBook Pro-maskiner med den såkaldte ‘M1X’-processor.

Men hvad har Apple planlagt til forret og dessert? Ifølge rygteland er der masser af muligheder. Dem kigger vi på her …

MacBook Pro med ‘M1X’-processor

Der har igennem temmelig lang tid gået rygter om, at Apple vil lancere nye 14 og 16-tommer MacBook Pro-maskiner i 2021. Maskinerne forventes at være bestykket med en kraftigere udgave af den højt besungne M1-chip, der blev introduceret sidste efterår i MacBook Air og iMac’en.

Chippen går populært under navnet ‘M1X’, men hvad de ender med at hedde er uvist. Bloomberg har tidligere hævdet, at den nye chip vil have hele 10 kerner og vil være tilgængelig i udgaver med enten 16 eller 32 grafikkerne-variationer. Den vil også understøtte op til 64 gigabyte RAM. Den eksisterende M1-chip har 8 kerner og kan maksimalt håndtere 16 gigabyte RAM. Det skulle altså give den ydelse, man kan forvente af en “Pro”-maskine.

De nye MacBook Pro’er forventes også at være udstyret med nye mini-LED skærme. Apple benyttede første gang mini-LED i den 12,9 tommer store IPad Pro, der blev lanceret tidligere i år. Mini-LED har ikke samme farvekvalitet som OLED, men det er deroppe – og kontrast og sortniveauer er væsentlig bedre end på “almindelige” LED-skærme. Senest har der været rygter om, at skærmene vil få 120Hz opdateringshastighed, men den er mere usikker.

Andre rygter om de nye MacBook Pro-maskiner:

  • Den kontroversielle Touch Bar droppes til fordel for mere traditionelle funktionstaster.
  • Flere tilslutningsmuligheder: MagSafe til opladning, HDMI-stik og SD-kortlæser.
  • Et nyt design, der er i tråd med det mere kantede design fra iPhone 13 og iPad Pro.

Ny Mac mini Pro

Mac mini fik sin M1-debut sidste år – læs vores anmeldelse her – men det betyder åbenbart ikke, at Apple er færdig med at forbedre den lille maskine. Ifølge rygterne får Mac mini ikke alene M1X-chip men også et nyt design. Rygtesmeden Jon Prosser hævder, at den får et “låg” af plexiglas ovenpå aluminiumsbunden.

Den forventes også at kunne fås med op til 64 gigabyte RAM, fire Thunderbolt 4-stik, to USB-A-stik, HDMI og et magnetisk strømstik a la iMac.

Med en Mac mini Pro vil Apple have en kraftig computer til dem, der i forvejen har en skærm. Men er det sandsynligt? Dit gæt er så godt som vores.

AirPods 3

AirPods 3

AirPods 3 har været ventet i lang tid. Faktisk var det forventet, at de ville blive præsenteret sammen med iPhone 13 i september, men sådan gik det som bekendt ikke. Måske er de med denne gang?

AirPods 3 er en ny udgave af de billigste AirPods. Det forventes at de får et design, der minder om AirPods Pro; altså kortere mikrofonpinde og et mere afrundet design, men uden gummidutter på propperne. De vil få bedre batterilevetid end de nuværende AirPods 2 og så vil trådløs opladning være standard. Du kan læse mere om de mange rygter om AirPods 3 i denne artikel.

Hvis AirPods 3 præsenteres mandag, vil de ikke fylde meget i billedet. Apple giver ikke sine AirPods voldsomt meget scenetid – da AirPods Pro blev lanceret, foregik det via en kedelig pressemeddelelse.

macOS Monterey

Den seneste macOS-aftapning blev første gang vist frem sammen med iOS 15 i juli måned, men selv om både iOS, watchOS, iPadOS og tvOS er opdateret siden da, er macOS Monterey stadig i beta. Det er ret sandsynligt, at Tim Cook fortæller os, præcis hvornår styresystemet frigives. Sandsynligvis sammen med de nye MacBook Pro-computere.

macOS Monterey indeholder en lang række nyheder, såsom en helt ny Safari-browser, AirPlay til Mac, SharePlay og FaceTime-forbedringer.

Sådan ser du med …

Apple Unleashed bliver endnu engang et streamet event, som alle kan følge med i. Det foregår via alle de sædvanlige kanaler, altså Apples hjemmeside, Apple TV, Youtube og Apple TV-app’en på iPhone, iPad og Mac-computere. Eventet starter klokken 19.00 og vi vil naturligvis sidde klar ved tastaturet for at skrive om nyhederne. Vil du have dem direkte i dit feed, så giv vores Facebook-side et Like.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.