HAMBORG: Volkswagen er i fuld gang med at give sine nye elbiler mere velkendte navne. Snart kommer ID. Polo, og bagefter følger ID. Cross som elektrisk afløser for T-Cross. Men ét navn holder tyskerne stadig hårdt fast i. For selv om mange længe har set ID.3 som den åndelige ID.Golf, får den næste udgave ikke Golf-navnet. Den kommer til at hedde ID.3 Neo – og det siger en del om, hvor højt Volkswagen stadig vægter Golf.
Volkswagen siger nu ret tydeligt, at ID.3 aldrig var tænkt som den ægte elektriske Golf. Den rolle er reserveret til en kommende ID.Golf, som ifølge mærket selv skal være noget helt særligt. Det fortæller Martin Sander, der er ansvarlig for salg, marketing og aftersales hos Volkswagen, i en samtale med iNPUT.
– Golf er et meget værdifuldt navn og et meget værdifuldt brand. Golf skabte et nyt segment og blev en del af bilindustriens historie, siger Martin Sander.
Artiklen fortsætter efter annoncen


