Hvis du synes, dit Wi-Fi bliver trægt, når ungerne streamer, partneren gamer, og du selv prøver at tage et videomøde – så er der håb forude. TP-Link har som de første i verden testet den nye Wi-Fi 8-standard, og resultatet varsler et kvantespring i både hastighed og stabilitet.
Fokus er ændret: I stedet for at jagte højeste “teoretiske” hastigheder, handler Wi-Fi 8 om ultra-høj pålidelighed (Ultra High Reliability, UHR) — stabilitet, lavere latency og bedre ydelse i tætbefolkede/netværkstunge miljøer.
Wi-Fi 8 bliver den næste store udvikling i det trådløse net, og TP-Links test viser, at teknologien nu ikke længere kun er teori. For første gang er der sendt data trådløst via et ægte Wi-Fi 8-signal – og det åbner døren for en helt ny generation af routere, der skal kunne håndtere alt fra 8K-streaming og VR til smarte hjem med dusinvis af enheder koblet op samtidig.
Ifølge TP-Link markerer testen en “afgørende milepæl”, der viser, at teknologien virker i praksis. Den nye standard lover markant hurtigere overførselshastigheder, lavere forsinkelse og langt bedre stabilitet – selv når hele familien suger data på én gang.
Men hvad betyder det konkret?
Ifølge flere kilder forventes den formelle godkendelse af standarden omkring 2028. Tidlig hardware og “forløbere” kan dukke op inden – muligvis omkring 2026-27. Når Wi-Fi 8 for alvor rammer markedet, kan du se frem til:
- Væsentligt højere hastigheder – teoretisk op til flere gange hurtigere end Wi-Fi 7.
- Bedre stabilitet – perfekt til hjem med mange smarte enheder.
- Lavere latency – ideelt for gamere og VR-brugere.
- Mere effektiv energiudnyttelse, så dine enheder holder længere på batteriet.
TP-Link kalder selv testen et gennembrud på vejen mod “fremtidens trådløse oplevelse” – og hvis alt går efter planen, vil næste generation af routere og netværksudstyr gøre bufferen og forbindelsesproblemerne til fortid.
Med andre ord: Wi-Fi 8 bliver ikke bare hurtigere – det bliver smartere. Herunder en sammenligning af Wi-Fi 8 med tidligere udgaver:
| Funktion | Wi-Fi 8 | Wi-Fi 7 | Wi-Fi 6 | Wi-Fi 5 | Wi-Fi 4 |
|---|---|---|---|---|---|
| Maks. kanalbåndbredde (MHz) | 320 | 320 | 160 | 160 | 40 |
| Frekvensbånd (GHz) | 2,4 / 5 / 6 | 2,4 / 5 / 6 | 2,4 / 5 / 6 | 5 | 2,4 / 5 |
| Maks. teoretisk hastighed (PHY-rate) | 2.880 Mbps × 16 = 46 Gbps | 2.880 Mbps × 16 = 46 Gbps | 1.200 Mbps × 8 = 9,6 Gbps | 433 Mbps × 8 = 3,4 Gbps | 150 Mbps × 4 = 600 Mbps |
| Modulation (datatæthed) | 4096 QAM | 4096 QAM | 1024 QAM | 256 QAM | 64 QAM |
| Antal rumlige datastrømme (Spatial Streams) | 16 | 16 | 8 | 4 | 4 |
| MU-MIMO (flere brugere samtidig) | Op + nedlink | Op + nedlink | Op + nedlink | Kun nedlink | Nej |
| Target Wake Time (TWT) | Koordineret | Begrænset | Individuel / broadcast | Nej | Nej |
| OFDMA (opdeling af frekvensressourcer) | Ja – flere pr. enhed | Ja – flere pr. enhed | Ja – én pr. enhed | Nej | Nej |
| Multi-Link Operation (forbinder flere bånd samtidig) | Ja | Ja | Nej | Nej | Nej |
| Samarbejde mellem flere AP’er (Multi-AP Coordination) | Ja | Nej | Nej | Nej | Nej |
| DSO / NPCA (dynamisk ressourceoptimering) | Ja | Nej | Nej | Nej | Nej |
| DRU (Dynamic Resource Unit) | Ja | Nej | Nej | Nej | Nej |
| IEEE-standard | 802.11bn | 802.11be | 802.11ax | 802.11ac | 802.11n |












