I denne måned er det 40 år siden at Bill Gates og Paul Allen startede et firma, der skulle sætte dagsordenen i techland igennem to årtier. I både 90’erne og 00’erne strømmede pengene ind i Microsoft, takket være Windows og Office, og gjorde Bill Gates til verdens rigeste mand. Men det seneste årti har Microsoft haft det svært med “smarte unge” konkurrenter som Apple og Google – og de seneste regnskabstal viser, at kilden ved at løbe ud. Licenseret software som Windows og Office har det svært i et marked, hvor pc’eren stagnerer.
Godt nok oversteg det seneste kvartalsregnskab – der blev præsenteret i aftes – Wall Streets forventninger. Men det skyldes ikke pc’eren. I stedet er det Microsofts Cloud-tjenester til virksomheder, der sender regnskabet i himlen. På bare et år er indtægterne fra skyen fordoblet til 6,3 milliarder dollars – omkring 41 milliarder kroner.
Til gengæld bløder Microsofts Devices and Consumer Licensing-forretning, der er den enhed der er ansvarlig for Microsoft Windows på nye pc’er, forbrugerudgaver af Office og Windows Phone på mobiler fra andre producenter. Her faldt omsætningen 24 procent i forhold til året før – et dyk på omkring 1,1 milliarder dollars.
Artiklen fortsætter efter annoncen

