Stort set alle væsentlige informationer om Galaxy S7 roterede på nettet, længe før telefonen blev officielt lanceret søndag aften under Mobile World Congress. Aftenens store overraskelse var, at selveste Facebook-bossen Mark Zuckerberg crashede lanceringen. Mens de adskillige tusinde fremmødte sad med hovederne begravet i Samsung VR-hjelm, kunne Zuckerberg marchere ubemærket op på scenen.
Zuckerberg var mødt frem for at fortælle om virtual reality-samarbejdet mellem Samsung og Facebook. I forlængelse af Samsungs lancering af 360-graders kameraet, Samsung Gear 360, kunne han fortælle, at vr-videoerne vil kunne ses direkte på Facebook. Zuckerberg – og Facebook – er naturligvis gået all in på virtual reality efter Facebooks køb af Oculus-vr-brillen, og drømmen er at gøre virtual reality-oplevelsen social kunne Zuckerberg fortælle.

Gear 360 er et lille kuglerundt kamera med to f/2.0 linser, der kan skyde billeder og optage video i fulde 360 grader; hver af dem 195 grader, så der er et overlap på 15 grader i hver side. Kameraet er fladt i bunden, så det kan stå af sig selv – og der medfølger også en lille tripod kameraet kan stilles på. Kameraet kan betjenes på mobilen via Bluetooth og er udstyret med et SD-kort.
Artiklen fortsætter efter annoncen

