Teknologi

Besked-syndfloden på Aula skal stoppes

Efter kritik fra selveste Statsministeren vil direktøren for Aula kigge på, hvordan man stopper syndfloden af beskeder.

Aula

Hører du også til dem, der i årevis har været udsat for en flodbølge af beskeder på Aula? Så er der endelig håb forude. Direktøren for den udskældte platform åbner nemlig en mulighed for at man skal kunne sætte systemet på “pause”. Eller at tjenesten skal prioritere beskederne, alt efter hvor vigtige de er.

Det kommer efter at statsminister Mette Frederiksen, under Folketingets åbning, luftede tanken om at lukke den upopulære tjeneste.

“Jeg har stadig til god at møde forældre, der er rigtigt glade for alt, hvad Aula fører med sig. Derfor er det også fristende bare at afskaffe Aula,” sagde Mette Frederiksen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et af de helt store problemer er netop antallet af beskeder. Ifølge Politiken bliver der hver morgen mellem 8.30 og 9.30 sendt ikke færre end 10.000 beskeder i minuttet.

– Systemet er tilgængeligt hele tiden og holder aldrig fri. Så måske skal vi kigge på, om det kan holde fri for de forskellige grupper som forældre og lærere på forskellige tidspunkter, siger Kristian Vengsgaard til P1.

Han er direktør for Kombit, der driver Aula.

En anden mulighed, som Kristian Vengsgaard bringer på bane, er, at Aula fremover skal prioritere beskederne, så de vigtigste kommer først. Kombit vil i den kommende tid kigge på, hvad der teknisk skal til for at få sådan en løsning til at fungere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.