Apple har trykket på speederen: Med iOS 26 ruller CarPlay nu endelig ud med widgets – og det er en længe ventet opgradering for bilister med hang til æbler. Det fortæller 9to5mac.
Widgets er allerede fast inventar på både iPhone, iPad, Mac og Apple Watch – og nu er turen altså kommet til bilens infotainmentsystem. Det betyder, at du fra efteråret kan få små, overskuelige informationsfelter direkte på CarPlays skærm. Tænk kalender, vejr, musik og meget mere – alt sammen i et hurtigt blik.
Det bedste? Du behøver ikke vente på CarPlay Ultra. Apple har nemlig valgt at åbne widget-festen for den almindelige CarPlay-oplevelse.
Din bil, dine widgets
Via indstillingerne på din iPhone kan du selv styre, hvilke widgets der skal vises i bilen. Du kan stable op til fem widgets i såkaldte “stakke”, og som på mobilen kan du slå smart rotation til, så systemet automatisk viser den mest relevante widget.
Det gælder ikke kun Apples egne apps – alle apps med widget-understøttelse på din iPhone kan i princippet bruges i CarPlay. Så længe app’en har en widget, kan du trække den med ind i bilen.
Alt afhænger dog af bilens skærm. I biler med store CarPlay-displays kan du få plads til to widget-stakke – i mindre modeller må du nøjes med én. Men selv én stak kan gøre en forskel i hverdagen.
Skræddersy visningen
Widgets i CarPlay leverer ikke bare passive visninger. Nogle af dem kan tilpasses med præcis de informationer, du ønsker. For eksempel kan du vælge, hvilke kalendere der skal vises i “Up Next”-widgeten fra Kalender – og om du vil se heldagsbegivenheder eller ej. Det handler om overblik uden distraktion. Og her rammer widgets plet: Et hurtigt blik til højre, og du ved, om du er på rette vej – både praktisk og tidsmæssigt.
Det kan virke som en detalje, men introduktionen af widgets i CarPlay er måske den mest brugervenlige opdatering, Apple har givet bilister i årevis. For i en tid, hvor skærme i biler bliver større og mere dominerende, handler det i stigende grad om at kunne vise mindre – men vigtigere – information.
LÆS MERE: Apple CarPlay får markant opdatering – her er nyhederne.












