Når sommersolen banker ned fra en skyfri himmel, er det fristende at smide sig i liggestolen med mobilen ved hånden. Men pas på – for din mobil er hverken fan af strandvejr eller 30 grader i skyggen. Faktisk kan den blive så overophedet, at den siger fra på stedet.
Det viser en hårdkogt soltest udført af Tek.no, hvor både en Apple iPhone 15 Pro og en OnePlus Nord 5 blev efterladt i bagende sol i timevis. Resultatet? Midlertidigt ubrugelige telefoner – og en skræmmende påmindelse om, at elektronik og hedebølger ikke er det nye drømmepar.
iPhonen blev placeret direkte i solen på toppen af et hustag midt i Oslo, hvor temperaturen snusede til 30 grader. Efter tre timer var den ikke bare glohed – den havde lukket næsten alle funktioner ned og viste kun én besked på skærmen: “Høj temperatur”. Den kunne kun bruges til nødopkald. Først efter et par minutters skyggehvil vendte den tilbage til nogenlunde normal tilstand.
Og det er værd at bemærke: Telefonen havde ikke været i brug. Det var udelukkende solens stråler, der fik den til at gå i baglås.
Android-lejren slap heller ikke. En OnePlus Nord 5 gennemgik samme grillbehandling – og blev også reduceret til nødtelefon i flere minutter. En app afslørede, at batteriet nåede op på over 51 grader – og det var efter, den var kølet nok ned til at være brugbar igen. I praksis har temperaturen altså været endnu højere.
OLED-skærme falmer i solen
Mange telefoner i dag har OLED-skærme – og de er ekstra følsomme over for sollys. Skærmen kan falme eller miste farver, og det gælder især nyere modeller fra Apple og Samsung. Heldigvis er de fleste mobiler i dag udstyret med ovennævnte temperaturadvarsler, der slår alarm, inden det går helt galt. Men regn ikke med, at mobilen redder sig selv hver gang.
Langvarig varme er også gift for telefonens batteri. Det kan få batteriet til at udvide sig, og i værste fald ødelægge både sig selv og telefonen. Situationen bliver endnu værre, hvis du forsøger at lade mobilen i varmen, for opladning genererer i forvejen varme, som sammen med høje temperaturer kan få enheden til at overophede hurtigt.
Det er i øvrigt ikke kun telefoner, der risikerer at overophede. Laptops, tablets, trådløse ørepropper og hovedtelefoner, især dem i opladningsetuier, tager også skade af varmen. Sørg derfor for at opbevare dem i skygge eller indendørs.
Og nej, løsningen er ikke at smide mobilen i fryseren – det kan skabe kondens og i sidste ende give væskeskader.











