Der er ny uofficiel verdensrekord i effekt – og denne gang er det ikke i Formel 1, men i en elmotor, du rent faktisk kunne få fingrene i. Den britiske motorekspert Yasa, der siden 2021 har været ejet af Mercedes-Benz, har nemlig udviklet en prototype på en elmotor, der leverer svimlende 550 kW – svarende til 748 hestekræfter – og det fra en motor, der kun vejer 13,1 kilo.
Det giver en effekt-tæthed på 42 kW per kilo. Ifølge Yasa selv er det verdensrekord.
Bag nyheden står Yasa-teknologichefen Tim Woolmer, der delte det første glimt af motoren i et opslag på LinkedIn. Selvom vi endnu mangler officielle målinger og et klassisk Mercedes-pressemøde, er entusiasmen til at tage og føle på. Og det med god grund: Den lille kraftpakke kunne ændre spillets regler.

Letvægtsmonster til masseproduktion
Motoren er baseret på såkaldt axial flow-teknologi – en tilgang, hvor strømmen går parallelt med motorens akse, i modsætning til traditionelle radiale elmotorer. Det giver både høj effekt og kompakt form, hvilket i praksis betyder mere ydelse for mindre vægt – noget bilverdenen tørster efter.
Og her kommer det bedste: Motoren er bygget uden eksotiske materialer som kobolt eller 3D-print og kan masseproduceres til en rimelig pris, lyder det fra Yasa. Det er med andre ord ikke en udstillingsmodel med unicorn-dust og speciallegeringer, men et potentielt virkelighedsnært gennembrud for elbiler – særligt dem med AMG-logo på snuden.
AMG GT XX peger fremad
Mercedes viste for nylig konceptbilen AMG GT XX, der netop benytter tre af Yasa’s axialmotorer med en samlet effekt på vanvittige 1.000 kW – altså over 1.360 hk. Bilen skulle angiveligt kunne toppe ved 360 km/t – og ja, det er en elbil.

Det høje effekt-til-vægt-forhold gør det muligt at montere motorerne direkte i hjulene, hvilket åbner for hyperpræcis styring af både kraft og moment – en disciplin, der traditionelt har været forbeholdt racerbiler og avanceret elektronik.
Selvom prototypen endnu ikke er testet af uafhængige instanser, lyder det som et klart signal fra Mercedes og Yasa: Fremtidens elbiler skal ikke bare være grønne – de skal også være hurtige, lette og teknologisk overlegne.
Hvis alt går som håbet, kan vi allerede inden længe se teknologien rulle ud i nye AMG-modeller – og så er det måske slut med at savne V8-brølet, når en 13-kilos elmotor kan få hårene til at rejse sig.
LÆS MERE: Synkron og asynkron – Elbilernes hjertebankende hemmelighed











