Tesla bløder og forbereder billig udgave af Model Y

Den "billige Tesla" vi har ventet på, bliver en skrabet Model Y og den er allerede gået i produktion. Det fortalte Musk mens han fremlagde et blodrødt regnskab.

Tesla har brug for et comeback – og det skal komme fra en bil, vi allerede kender. Efter måneders spekulationer bekræfter Elon Musk nu, at den længe ventede “billig-Tesla” ganske enkelt er en skrabet version af Model Y. Altså ikke en ny model, men en ny pris.

“Det er bare en Model Y,” sagde Musk tørt under Teslas regnskabspræsentation onsdag og slap dermed katten ud af sækken. Den nye, lavere prisklasse bliver Teslas forsøg på at sætte gang i salget igen efter en periode med sløje leveringer og dalende interesse for mærkets nuværende lineup.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Produktionen af den billigere Model Y begyndte i det stille i juni, og ifølge Tesla bliver der skruet op for volumen i anden halvdel af 2025. Den nye variant bygges på samme produktionslinje som de eksisterende Model Y’er, og ifølge Tesla bliver den “tilgængelig for alle” i fjerde kvartal.

Hvad gør den billigere? Det står stadig lidt hen i det uvisse. Men hvis Tesla følger opskriften fra Model 3-varianten med stofsæder og lavere rækkevidde, som blev lanceret i Mexico, kan det handle om billigere materialer, færre funktioner – og måske et mindre batteri.

En kvartalserklæring med røde tal

Nyheden om en billigere Tesla kommer samtidig med et brutalt regnskab fra bilproducenten. I andet kvartal 2025 faldt omsætningen med 12 procent sammenlignet med året før, mens driftsoverskuddet styrtdykkede med hele 42 procent.

Leverancerne gik 13,5 procent ned globalt, og de økonomiske søjler, Tesla ellers har kunnet læne sig op ad – herunder salget af CO2-kreditter – er begyndt at smuldre. I Q2 faldt indtægterne fra disse kreditter med omkring halvdelen, og de ventes at forsvinde helt i takt med, at USA ruller nye emissionsregler tilbage.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Samtidig er gennemsnitsprisen per solgt bil faldet, og Tesla har måttet lokke kunder til med rabatter, gratis Supercharging og fri adgang til Full Self-Driving (Supervised) i en periode. Men det har ikke været nok til at vende udviklingen.

Presset fra Kina og politiske benspænd

Tesla nævner selv en “vedvarende usikker makroøkonomi” i deres Q2-rapport, med henvisning til blandt andet toldsatser og ændringer i finanslovgivningen. Imidlertid peger mange også på en anden elefant i rummet: Elon Musks politiske optræden, som ifølge flere analytikere har skræmt potentielle kunder væk – særligt i de segmenter, der tidligere udgjorde Teslas kernemarked.

Samtidig halter Teslas modelprogram bagefter. Cybertrucken har vist sig at være mere niche end mainstream, og Model 3 og Model Y – der udgør rygraden i Teslas salg – har nået mætningspunktet. I mellemtiden kommer kinesiske mærker som BYD og Xpeng buldrende med billigere og mere teknologisk avancerede alternativer.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Kan en billig Model Y vende bøtten?

Tesla har selv kaldt det nye, billigere køretøj for nøglen til fremtidig vækst. Men om en nedskaleret udgave af en bil, der allerede har flere år på bagen, er nok til at redde Teslas skrantende kurver, er tvivlsomt.

Musk siger selv, at problemet ikke er manglende lyst til at eje en Tesla – det er manglende penge på kontoen. Så hvis prisen kan presses ned til omkring 35.000 dollar, svarende til 222.000 kroner, åbner det for en helt ny kundekreds.

Men spørgsmålet står tilbage: Er det nok med en budgetvenlig version af en gammel kending – eller er det bare en lappeløsning, mens konkurrenterne stikker af med markedet?

Det næste halve år bliver altafgørende.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Kommentar: Opdateret Model Y kan ikke vende Teslas faldende salg

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.