Efter fem år med krampagtige krumspring og skolevenlige laptops har Microsoft nu endegyldigt kastet håndklædet i ringen i forsøget på at konkurrere med Googles ChromeOS. Windows 11 SE – Microsofts tilpassede styresystem til billige skolecomputere – får ingen fremtid. Det bliver hverken opdateret med årets store Windows 11-opdatering, 25H2, eller noget som helst andet efter oktober 2026.
Det fremgår af et supportdokument, som Microsoft stille og roligt har lagt ud – uden store fanfarer – og som først blev fanget af tyske Dr. Windows. Her slås det fast, at både softwareopdateringer, teknisk support og sikkerhedsrettelser til Windows 11 SE stopper om lidt over et år.
“Din enhed vil fortsat fungere, men vi anbefaler, at du skifter til en anden udgave af Windows 11 for at sikre fortsat support og sikkerhed,” skriver Microsoft.
Artiklen fortsætter efter annoncen

