Amazon Prime Video ruller denne sæson en ny funktion ud, der hedder Prime Vision. Det er en alternativ måde at se Champions League på, hvor spillernes fart, afleveringsvinkler og xG-tal bliver lagt direkte ovenpå kampbillederne. Det minder mere om en runde i FIFA end en klassisk tv-transmission – bare uden controller.
Premieren sker i England, hvor Amazon har rettigheder til tirsdagskampe i Champions League. Senere følger Tyskland og Italien. Herhjemme? Ingenting. For i Danmark sidder Viaplay tungt på rettighederne frem til 2027, og Amazon tilbyder derfor hverken Champions League-kampe eller Prime Vision.
Inspirationen til Prime Vision er hentet direkte fra gamingverdenen, og Amazon lægger ikke skjul på, at funktionen er udviklet af folk med spilbaggrund. Ud over fart og afleveringsmuligheder viser Prime Vision også skudfart, springhøjde og alle 22 spilleres positioner på banen. Selv momentum i kampen bliver regnet ud af Amazons algoritme og præsenteret live.

I NFL har Amazon allerede haft stor succes med konceptet. Det har både kastet en Emmy af sig og givet yngre seere tiltrækning. Det samme håber Amazon nu at opnå i Europa, hvor de – i modsætning til i Danmark – er begyndt at bide sig fast som en seriøs sportsudbyder.
Så mens fans i London, Berlin og Milano kan dykke ned i datauniverset, må danske seere fortsat nøjes med Viaplays mere klassiske dækning.










