Elbiler

Nye EU-regler vender op og ned på kørekortet

Digitalt kørekort, tungere elbiler – og 17-årige bag rattet. EU står klar til at modernisere kørekortsystemet for første gang i næsten 20 år.

kørekort

EU er i færd med at vedtage det fjerde kørekortdirektiv – en omfattende modernisering af reglerne for, hvem der må køre hvad, og hvordan kørekort udstedes, fornyes og bruges i hele Europa. Målet er at gøre systemet enklere, mere digitalt og mere sikkert – men flere af forslagene har allerede skabt debat.

En af de mest populære ændringer er, at alle EU-borgere får mulighed for et digitalt kørekort, som kan ligge direkte på mobilen. Det vil fungere præcis som et fysisk kort og gælde i hele EU – ikke kun herhjemme, som i dag.

Samtidig oprettes et fælles europæisk register, der gør det lettere for myndighederne at håndhæve kørselsforbud og bøder på tværs af grænser. Mister du førerretten i Spanien, gælder det altså også i Danmark – og omvendt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Elbiler får tungere grænse

EU hæver vægtgrænsen for køretøjer i kategori B – altså almindeligt kørekort – fra 3.500 til 4.250 kilo, hvis bilen er elektrisk eller drevet af alternative brændstoffer. Grunden er enkel: batterier vejer, og mange moderne elbiler og autocampere tipper i dag over den gamle grænse.

Ændringen betyder, at man fremover kan køre en tung elbil eller autocamper uden lastbilkort.

17-årige bag rattet

En af de mest omdiskuterede nyheder er, at unge kan tage kørekort allerede som 17-årige – og køre bil eller lastbil, hvis de ledsages af en erfaren fører. Når de fylder 18, må de køre alene.

Formålet er at give unge erfaring tidligere og afhjælpe den stigende mangel på chauffører i Europa.
Ordningen bliver dog frivillig for medlemslandene, og flere lande har allerede meldt ud, at de ikke vil give 17-årige adgang til tunge køretøjer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For nye bilister indføres en toårig prøvetid efter bestået køreprøve. I den periode gælder nultolerance for alkohol, og reglerne for fart og sanktioner bliver skrappere. Formålet er at nedbringe antallet af dødsulykker blandt unge – en gruppe, som i dag kun udgør otte procent af bilisterne, men står bag to ud af fem dødsulykker i trafikken.

Nye krav til undervisning og test

Køreuddannelsen bliver opdateret til at afspejle nutidens trafik og teknologi. Elever skal lære om:

  • Brug af førerassistentsystemer.
  • Kørsel i dårligt vejr.
  • Risikoadfærd og miljøvenlig kørsel.
  • Hensyn til bløde trafikanter som cyklister og e-scooterbrugere.

Hvornår træder reglerne i kraft?

MERE OM SAMME EMNE:

EU-Parlamentet og Ministerrådet ventes at færdigforhandle direktivet i løbet af oktober måned, hvorefter det skal implementeres i medlemslandene. De fleste ændringer – herunder digitalt kørekort og ny vægtgrænse – forventes at træde i kraft i løbet af 2027.

Danmark ventes at implementere hovedparten af reglerne, mens mere kontroversielle forslag som B1-licensen til 16-årige og tung lastbilkørsel for 17-årige sandsynligvis bliver fravalgt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.