Microsoft vil gøre den jyske vestkyst til Danmarks nye digitale motorvej. Techgiganten har netop meldt ud, at den vil opføre tre store datacentre i Varde og Esbjerg, der tilsammen skal danne en helt ny dansk datacenterregion. Det er ikke bare en erhvervshistorie – det er noget, der i bedste fald kan komme danske forbrugere til gode.
For datacentrene er hjernen bag alt fra cloud-tjenester og gaming til AI-assistenter. Flere datacentre på dansk jord kan i sidste ende betyde mere stabile tjenester, hurtigere responstid i digitale produkter – og potentielt lavere varmepriser i visse kommuner, fordi overskudsvarmen kan bruges i fjernvarmenettet.
Vestkysten bliver hotspot for datacentre
Planen omfatter to datacentre i Varde Kommune og ét i Esbjerg Kommune. Begge kommuner har i årevis forsøgt at tiltrække datatunge virksomheder, og placeringen er ingen tilfældighed: Vestkysten er nemlig et af Europas vigtigste digitale knudepunkter, hvor flere af de store undersøiske fiberkabler går i land – og hvor nye havvindmølleparker står på spring.
Artiklen fortsætter efter annoncen

