For første gang i historien har vind- og solenergi produceret mere elektricitet end kul, olie og gas tilsammen i EU. En ny opgørelse viser, at 2025 blev året, hvor Europas elproduktion for alvor tippede i grøn retning – med Danmark helt i front, når det gælder andelen af strøm fra sol og vind. Det skriver DR Klima.
Ifølge en analyse fra den britiske tænketank Ember leverede vind og sol sidste år mere el til EU’s stikkontakter end fossile energikilder. Det markerer et historisk skifte i Europas energisystem og sender et klart signal om, hvor udviklingen er på vej hen.
Udviklingen skyldes ikke mindst, at sol- og vindenergi er blevet både billigere og hurtigere at bygge ud end traditionelle kraftværker. Samtidig er teknologierne lettere at koble på elnettet, hvilket har gjort dem attraktive for mange lande.
– Vi har nået en milepæl. Vind og sol er ikke længere et supplement, men selve rygraden i elproduktionen, forklarer energisystemekspert Marie Münster fra Danmarks Tekniske Universitet gril DR Klima.
For forbrugerne er der også gode nyheder. Når vedvarende energi dominerer, falder elprisen typisk – især på tidspunkter med høj sol og kraftig vind. Omvendt er strømmen dyrest, når gasfyrede kraftværker må træde til.
Elsektoren trækker resten med
Selvom elproduktionen nu er blevet grønnere end nogensinde, er det langt fra hele energisystemet, der er i mål. Transport, industri og opvarmning kører fortsat i høj grad på fossile brændsler.
– Elsektoren er lokomotivet. Når strømmen bliver grøn, kan biler, varmepumper og industriprocesser kobles på, siger Marie Münster.
EU’s CO2-kvotesystem spiller en central rolle i udviklingen. Det gør det dyrere at forurene og presser især kulkraft ud af markedet. Samtidig har ønsket om at udfase russisk gas sat ekstra fart på udrulningen af vedvarende energi.
Billigere el – men flere udsving
Ifølge Ember er elprisen lavest, når vedvarende energi fylder mest. Alligevel må forbrugerne vænne sig til større udsving i elprisen i en overgangsperiode. Negative priser midt på dagen og højere priser i stille vinteraftener vil blive mere almindelige, indtil elnettet bliver mere fleksibelt.
Her spiller energilagring en nøglerolle. Batteriparker skyder i disse år op over hele Europa – også i Danmark. Energistyrelsen vurderer, at der allerede i 2030 vil være installeret batterikapacitet svarende til flere store havvindmølleparker.












