Vi har skrevet om det flere gange. Det finske solid-state batteri, der angiveligt kan lade på ti minutter og levere næsten 600 kilometers rækkevidde. Hver gang har vi stillet det samme spørgsmål: Kan det virkelig passe?
Nu bliver historien mere konkret. Den omdiskuterede motorcykel fra Verge Motorcycles, der er det første køretøj med solid-state batteriet fra Donut Lab ombord, vises nemlig frem i Danmark, når producenten deltager på MC-messen i København 21.–22. februar. Dermed ruller det, der enten kan være et teknologisk gennembrud eller endnu et eksempel på batterihype, fysisk ind på dansk jord.
Verge hævder at være først i verden med en serieproduceret motorcykel udstyret med et solid-state batteri, udviklet i samarbejde med Donut Lab. Ifølge producenten er produktionen i gang, og de første kundecykler leveres i første kvartal 2026. Meldingen er, at teknologien muliggør opladning på omkring ti minutter og en rækkevidde på op mod 595 kilometer.
Hvis det holder, er det opsigtsvækkende. Solid state-batterier har i mere end et årti været udråbt som næste store skridt efter lithium-ion. Ved at erstatte den flydende elektrolyt med faste materialer kan man i teorien opnå højere energitæthed, bedre sikkerhed og hurtigere opladning – samtidig med at batteriet slides mindre over tid. Problemet er, at masseproduktion har vist sig langt vanskeligere end forventet.

At motorcyklen nu kan opleves i København, gør sagen mere håndgribelig, men det ændrer ikke ved de ubesvarede spørgsmål. Der findes fortsat ingen uafhængige, offentligt tilgængelige testdata, som dokumenterer opladningstider, levetid eller produktionsvolumen. Og det er her, kontroversen for alvor begynder. For én ting er en pressemeddelelse. Noget andet er verificerede tal og praktisk dokumentation.
Verge Motorcycles er i øvrigt ikke hvem som helst i MC-verdenen. Siden grundlæggelsen i 2018 har virksomheden skabt opmærksomhed med sin karakteristiske navløse baghjulsmotor, hvor elmotoren er integreret direkte i hjulet. Designet er spektakulært og teknisk interessant.
Men et gennembrud inden for batteriteknologi er en helt anden og langt større disciplin. Lige nu er status den samme som sidst, vi skrev om det: Potentialet er enormt. Beviserne er begrænsede.











