Første indtryk: Her er Volkswagen ID.3 Neo

Volkswagen indleder et travlt elbil-år med ID.3 Neo, der viser præcis, hvordan konservative dyder skal lokke endnu flere kunder i butikken.

HAMBORG: ID.3 var bilen, der skulle vise vejen ind i Volkswagens elektriske fremtid. Men den har også været en model, der undervejs har fået kritik for at være lidt for digital, lidt for anonym og lidt for langt væk fra det, mange forbinder med en rigtig folkelig Volkswagen. Med ID.3 Neo forsøger de at rette op på netop det.

Det interessante ved ID.3 Neo er derfor ikke kun, at den får nyt navn, ny front og længere rækkevidde. Den fungerer som et tidligt kig på den “True Volkswagen”-filosofi, Volkswagen også vil rulle ud i kommende modeller som ID.Polo og ID.Cross. Med mere klassisk design, bedre materialer og en tydelig ambition om mere intuitiv betjening viser ID.3 Neo, hvordan mærket vil gøre sine elbiler mere folkelige – og mere Volkswagen.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

En elbil, der prøver at blive mere normal

Fabrikken siger selv, at den nye front og det nye designsprog skaber en tydelig bro til ID.Polo og ID.Cross, og at ID.3 Neo er udviklet efter den samme “True Volkswagen”-tankegang. Det betyder i praksis, at ID.3 Neo viser, hvilken type elbiler Volkswagen nu vil bygge: biler med et mere klassisk og genkendeligt VW-udtryk, mere fokus på kvalitet og en betjening, der skal være nemmere at forstå i hverdagen. Volkswagen fremhæver selv design, høj kvalitet, teknisk perfektion og intuitiv betjening som kernen i strategien, og det er præcis de ord, de bruger om ID.3 Neo.

Relaterede artikler

Udvendigt har ID.3 Neo fået slankere LED-forlygter, en mere markant lysbjælke og et mere roligt, bredt og klassisk udtryk. Samtidig er flere sorte kontrastelementer væk, så bilen fremstår mindre “eksperimentel” og mere som en moden hatchback i klassisk Volkswagen-forstand.

Det lyder måske som småting, men det er netop pointen. Volkswagen forsøger ikke at opfinde ID.3 på ny. De forsøger at gøre den mere spiselig for de mange kunder, der gerne vil have en elbil, men som stadig forventer, at en Volkswagen ser ordentlig ud, er let at forstå og ikke føles som en smartphone på hjul.

Kabinen er måske den største nyhed

Det er dog inde i bilen, at Volkswagen for alvor ser ud til at have lyttet. Kabinen er gennemgribende ny, har fået langt bedre materialer, mere logisk opbygning og mere intuitive knapper og funktioner. Mit første indtryk er, at kabinen virker langt mere luksuriøs end på de to tidligere ID.3 udgaver.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Der er kommet nyt digitalt cockpit, nyt infotainmentsystem, nyt rat og en midterkonsol, der igen giver plads til mere klassisk betjening. Blandt andet får bilen en rigtig drejeknap til lydstyrken, hvilket i sig selv siger en del om, hvor Volkswagen gerne vil hen.

Det er svært ikke at læse det som en stille indrømmelse: At kunderne ikke nødvendigvis ønsker færre fysiske løsninger bare fordi bilen er elektrisk. Tværtimod. En elbil må gerne være moderne, men den skal stadig være nem at leve med en mørk mandag morgen.

Længere rækkevidde og ny drivlinje

Teknisk får ID.3 Neo også en mærkbar opgradering. Den kommer med tre batteristørrelser på 50, 58 og 79 kWh netto, og topversionen får en foreløbig WLTP-rækkevidde på op til 630 kilometer. De to mindre batterier kan DC-lade med op til 105 kW, mens den største version kan tage op til 183 kW. Volkswagen oplyser desuden, at 10 til 80 procent opladning forventes at kunne klares på cirka 26 til 29 minutter afhængigt af version.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Volkswagen ID.3 Neo170 hk190 hk231 hk
Rækkevidde (WLTP)417 km494 km630 km
Batteri (netto)50 kWh58 kWh79 kWh
Motor170 hk / 125 kW190 hk / 140 kW231 hk / 170 kW
Ladeeffekt (AC/DC)11 kW / 105 kW11 kW / 105 kW11 kW / 183 kW
Bagagerum385 l.385 l.385 l.
Pris249.995 kr.284.995 kr.314.995 kr.

Den nye elektriske motor hedder APP350 og afløser den tidligere APP310 i de almindelige versioner. Ifølge Volkswagen er den mere effektiv, og netop effektiviteten skal være med til at give bilen længere rækkevidde uden at ændre hele grundpakken. Det er igen meget typisk for den nye kurs: mindre drama, mere finpudsning.

Mere udstyr, men uden at miste fokus

ID.3 Neo lanceres i udstyrsvarianterne Trend, Life og Style med effektniveauer på 170, 190 og 231 hestekræfter. Volkswagen fremhæver også nye funktioner som Connected Travel Assist med automatisk registrering af trafiklys, one-pedal driving og vehicle-to-load, så bilen kan levere strøm til eksterne enheder.

Standardudstyret bliver samtidig løftet, og blandt andet nævnes App Connect Wireless til Apple CarPlay og Android Auto, stemmeassistenten IDA med ChatGPT-integration samt en række assistentsystemer. Der er altså stadig masser af teknologi i pakken. Men forskellen er, at Volkswagen nu i højere grad forsøger at pakke den ind i noget, der føles velkendt.

Se videoen med vores første indtryk af ID.3 Neo.

Første indtryk af ID.3 Neo er derfor ikke, at Volkswagen har bygget en revolution. Det er snarere, at de har opdaget, at den største styrke måske netop ikke er revolutionen. ID.3 Neo er en bil, der skal gøre elbilen mere tryg, mere genkendelig og mere tilgængelig for helt almindelige bilkøbere.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Det ser ud til, at tredje gang virkelig er lykkens gang for Volkswagen ID.3 – og for de bilkøbere, der gerne vil have en rigtig elektrisk Volkswagen.

iNPUT var inviteret til Hamborg af Volkswagen Danmark, men de har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.