Solceller på taget er fornuftigt. Men de er sjældent særligt kønne. Det problem har forskere fra Fraunhofer Institute for Solar Energy Systems i Freiburg nu kastet sig over. De har udviklet en ny metode, der gør det muligt at give solpaneler realistiske mønstre og farver, så de eksempelvis kan ligne klassiske tagsten eller murværk.
Teknologien hedder ShadeCut, og ifølge forskerne kan panelerne bevare omkring 95 procent af effekten fra et almindeligt, ubehandlet solpanel. Det gør teknologien interessant for boligejere, der gerne vil have solceller, men ikke ønsker et stort sort eller blåligt felt midt på taget.
Solceller, der ikke ligner solceller
ShadeCut bygger videre på Fraunhofers MorphoColor-teknologi, som er inspireret af Morpho-sommerfuglens iriserende vinger. I stedet for at bruge almindelige pigmenter skabes farven ved hjælp af mikroskopiske strukturer, der styrer lyset.
Det betyder, at solpanelet kan få farve og mønster uden at blokere lyset i samme grad som traditionelle farvede overflader. Med laserskårne eller CAD-styrede film kan forskerne skabe mønstre, der får panelerne til at ligne alt fra teglsten til mursten eller grafiske facadedetaljer.

– Teknologien er særligt interessant for moduler, der skal integreres i facader, tagintegrerede solceller eller endda gelændere – især på historiske bygninger. Der er også mulighed for at tilføje flere lag med udskæringer for at skabe strukturer eller ekstra farver, siger Martin Heinrich, forsker og gruppeleder for indkapsling og integration af solceller hos Fraunhofer ISE.
Mindre grimt – uden stort effekttab
Den store udfordring med farvede og mønstrede solpaneler har typisk været, at de ser bedre ud, men producerer mindre strøm. Derfor er Fraunhofers påstand om omkring 95 procent bevaret ydelse central.
I praksis betyder det, at man ikke nødvendigvis skal ofre en stor del af strømproduktionen for at få et tag, der ikke ligner et teknisk anlæg. Forskerne peger selv på, at teknologien kan bruges på både almindelige solcellemoduler og solvarmemoduler. Dermed kan løsningen i princippet tilpasses eksisterende paneltyper i stedet for at kræve helt nye solcellekonstruktioner.
ShadeCut-panelerne bliver vist frem på The Smarter E / Intersolar Europe 2026 i München, der finder sted fra 23. til 25. juni.












