Nio har ikke fået fat i danskerne. Kun 75 Nio-elbiler er indregistreret herhjemme, og nu griber kineserne til det mest effektive våben på elbilmarkedet: ekstreme prisnedsættelser. Nio skærer op til 165.000 kroner af priserne i Danmark. Dermed bliver det kinesiske premiummærke pludselig langt mere relevant for kunder, der ellers ville kigge mod Audi, BMW, Mercedes – eller Tesla.
Prisfaldene rammer både ET5 Sedan, ET5 Touring og SUV’en EL6. Alle modeller bliver mindst 100.000 kroner billigere, mens de største prisfald lander på 160.000 og 165.000 kroner.
Den mest opsigtsvækkende nedsættelse finder man på NIO ET5 Touring Long Range. Den rummelige stationcar-lignende elbil med op til 560 kilometers rækkevidde kostede tidligere 564.900 kroner. Nu starter den ved 399.900 kroner.
Det er et fald på 165.000 kroner og bringer bilen ned i et prisleje, hvor den ikke længere kun skal sammenlignes med dyre premiumbiler. Den skal også måles mod populære elbiler som Tesla Model Y, Hyundai Ioniq 5, Kia EV6 og Volkswagen ID.7.

590 kilometer for under 400.000 kroner
Sedan-udgaven af ET5 får også et voldsomt hak i prisen. ET5 Sedan Standard Range falder fra 449.900 til 349.900 kroner og har en opgivet rækkevidde på op til 456 kilometer. Long Range-udgaven med op til 590 kilometers rækkevidde falder fra 549.900 til 389.900 kroner. Det er 160.000 kroner mindre end før.
ET5 Touring Standard Range starter nu ved 359.900 kroner mod tidligere 464.900 kroner. Den har en opgivet rækkevidde på op til 435 kilometer, mens Long Range-udgaven altså lander på 399.900 kroner med op til 560 kilometers rækkevidde.
SUV’en bliver også markant billigere
Også NIO EL6 bliver væsentligt billigere. Den store SUV starter nu ved 389.900 kroner i Standard Range-udgaven med op til 406 kilometers rækkevidde. Det er 100.000 kroner lavere end før. Long Range-udgaven med op til 529 kilometers rækkevidde falder fra 589.900 til 429.900 kroner. Altså 160.000 kroner ned.

Dermed rykker EL6 tættere på de store elektriske familiebiler, hvor danske købere i forvejen bliver bombarderet med kampagner, prispres og nye kinesiske alternativer.
Nio svarer igen på priskrigen
Ifølge Nio Danmark er prisfaldet et direkte svar på et marked, der har ændret sig hurtigt.
– Vi ser et marked i hastig bevægelse, hvor prisniveauet justeres på tværs af segmentet. Vi har derfor været i dialog med fabrikken om en skarpere prissætning, så NIO står stærkt og konkurrencedygtigt i Danmark, siger Casper Mysling, Country Manager for Nio Danmark.
Prisfaldene viser dog også, hvor hårdt kampen om kunderne er blevet. Når et mærke med så få danske registreringer sænker priserne med op til 165.000 kroner, er det svært at læse som andet end et markant forsøg på at skabe opmærksomhed og volumen.
Meget bil for pengene – på papiret
Nios modeller har stadig et højt teknisk niveau. Både ET5 og EL6 har firehjulstræk og 489 hestekræfter som standard. De leveres også med omfattende førerassistentsystemer, digital kabine, stor touchskærm og et udstyrsniveau, der skal give en mere eksklusiv oplevelse end prisen nu antyder.
Sikkerheden er også på plads. Både ET5 og EL6 har fået fem stjerner i Euro NCAPs sikkerhedstest. Garantien lyder på fem år eller 150.000 kilometer på bilen, mens batteriet er dækket i otte år eller 160.000 kilometer.










