Når VM i fodbold sparkes i gang på torsdag den 11. juni med Mexico mod Sydafrika, bliver det som bekendt uden Danmark. Til gengæld får tech-nørderne noget at holde øje med. Adidas’ officielle VM-bold, Trionda, er nemlig ikke bare endnu en farverig turneringsbold med smart marketingnavn. Den er en teknologisk fodbold med indbygget sensor, som kan måle bevægelse og berøringer i realtid.
Inde i Trionda sidder en 500 Hz-sensor, der registrerer boldens bevægelser og sender data videre til kampens dommersystemer. Det betyder, at bolden kan hjælpe VAR med at afgøre, præcis hvornår den bliver sparket, om den har ramt en spiller på vejen, og om der har været en berøring i de situationer, hvor tv-billederne ikke er nok.
For seerne kan det få reel betydning. De lange VAR-pauser forsvinder næppe helt, men teknologien kan gøre de mest irriterende afgørelser hurtigere og mere præcise. Især ved offside, hånd på bolden og små afretninger i feltet kan sensoren blive afgørende. Bolden bliver med andre ord en del af dommerteamet.
Artiklen fortsætter efter annoncen

